USA, maj-juni 2009, en rundrejse i Sydvesten.

Rundrejsens hovedtema bliver især naturen, således som den præsenterer sig i en perlerække af nationalparker. Efter at vi havde studeret diverse rejsehåndbøger, googlet på Internettet og lyttet til andres erfaringer med området, endte den planlagte rute med at se således ud (med forbehold for ændringer undervejs):

Numrene på de gule labels (som desværre delvist dækker hinanden) refererer til følgende mål:
1. Phoenix Arizona (start og slut)
3. Meteor Crater
4. Petrified Forest
7. Monument Valley
9. Mesa Verde National Park
11. San Juan Skyway
12. Arches National Park
13. Bryce Canyon National Park
14. Zion National Park
15. Death Valley National Park
16. Grand Canyon National Park
17. Saguaro National Park

Sammenlignet med rundturen i 2007 i den nordvestlige del bliver antallet af stater og miles en del mindre, men nogle af vejene vil nok her vise sig at være dårligere. Vi håber, at vi kan yde alt dette bare nogenlunde retfærdighed med de godt to uger, vi har til rådighed.

 

Dagen i går gik med at komme fra NY til Phoenix, Arizona, få fat på udlejningsbilen og finde hotellet, der heldigvis var booket, idet vi uafvidende var ramlet ind i Memorial Day, der i USA er ensbetydende med forlænget weekend og en enorm masse rejsende - og dermed udsolgte hoteller. Et forsøg på at finde hotelværelse i Tombstone til lørdag nat viste sig håbløs. I stedet bookede vi to nætter på samme hotel i Tucson, der ligger ca. 1½ times kørsel fra Tombstone.

Allerede inden denne krølle opstod, var grovplanen nemlig ændret ved at lade Death Valley udgå og i stedet tilføje Tombstone, der ikke ligger langt fra Seguaro Nationalpark/Tucson. Vi kan på denne måde spare en masse kilometer ved at undgå et stort sving ind i Californien. Endelig bestemte vi os for at begynde med Sydarizona i stedet for at slutte der, hvilket dels giver et mere harmonisk forløb og dels giver bedre chancer for at se blomstrende kaktusser i Sonoran-ørkenen.

Saguaro-kaktussen er ørkenens kæmpe. Den kan blive over 15 meter høje og veje over 7 tons samt opnå en alder på mere end 200 år.

Man må umiddelbart undre sig over, at den ikke blæser omkuld, men den er bygget efter de bedste skyskraberprincipper med et indvendigt bærende skelet af træstænger, der fungerer som jernbetonsøjler.

Saguaro-nationalparken består af to adskilte dele hhv. vest og øst for Tucson, og vi besøgte dem begge. Desværre havde Saguaro-kaktussen netop i år valgt at springe ud ca. to uger før normalt og er dermed næsten afblomstret. Den sætter frugter, som bl.a. kan bruges til at lave marmelade af.

En film i vestcentret overgik nærmest naturen selv og var ved at give os en rørelse. - Vi købte på stedet et eksemplar, så I, kære læsere, selv kan få lejlighed til at teste vores troværdighed, men husk endelig lommetørklæder.

Der henvises til et særskilt fotoalbum med nogle billeder fra parken.

Overgangen fra kaktuspark til flymuseum er på alle måder et markant emneskift, men de to seværdigheder ligger altså kun få kilometer fra hinanden. Jytte mumlede godt nok et eller andet, som ikke umiddelbart kunne udlægges positivt.

Men hun blev nu hurtigt grebet af stemingen.

Museet støttes ivrigt af og samarbejder med veteranpiloter og andet personel og vi fik en masse snak med disse gamle gutter. To af dem havde været med i Anden Verdenskrig og var en oplevelse i sig selv. Desværre glemte jeg at tage et billede af dem. Interesserede kan læse videre om museet her.

Vi fik naturligvis ellers taget en del billeder fra museet, og de er også havnet i eget album.

Tombstone ligger ganske få miles fra grænsen til Mexico. Byen er som følge af sin historie indbegrebet af det vilde vesten. Som så mange andre byer i det vestlige USA skylder den minedrift sin pludselige opståen, voldsomme vækst og sluttelige dramatiske tilbagegang. I 1878 blev der blev der fundet en rig sølvåre, og i løbet af få år var byen en af de største. Dens verdensberømmelse skyldes gunfighten ved OK Corral den 26. oktober 1881 mellem Earp-brødrene og fire cowboys. Dette drama er temaet for adskillige Hollywood-film, hvor sympatien mig bekendt altid har været hos Wyatt Earp og hans brødre plus vennen Doc Holliday. I Tombstone har man en mere nuanceret opfattelse. Et 1-times show, som vi overværede, fremstillede nærmest hændelsen som overlagt mord fra Wyatt Earp's side. Konfliktens baggrund, blev det hævdet, var i virkeligheden på den ene side byen og dens minedrift og på den anden side cowboys, altså by mod land.

Efter at minerne var tømte, var byen egentlig dødsdømt og var også på nippet til - som så mange andre - at blive en forladt ghost town, men blev vel hovedsageligt "reddet", fordi nogle indså dens enorme historiske betydning og værdi.

I dag lever Tombstone hovedsageligt af turisme, og vort besøg på en solbeskinnet søndag i en forlænget weekend demonstrerede dette til fuldkommenhed. I forbindelse med Memorial Day afholdes der en årlig konkurrence i at levendegøre livet i Tombstone omkring 1880 med luddere, drukkenbolte og gunslingers. Som det fremgår af dagens mange billeder, mødte masser af mennesker op i historiske og særdeles farverige kostumer.

En hel del overmåde velnærede damer benyttede denne lejlighed til at fremvise kavalergange på størrelse med Grand Canyon - og det trækker jo nok også et par stykker ekstra til.

Stedet er simpelthen en perle. Her er der ikke bare tale om en teaterkulisse, men om en virkelig kirkegård, der fortæller sin helt egen historie, kortfattet, præcist og undertiden med en unik poetisk humor.

Det var med lidt vemod, at vi tjekkede ud af det ualmindeligt dejlige hotel i Tucson. Nu kunne vi pludseligt indse, at vi havde været heldige med, at motellet i Tombstone var udsolgt. Dagens program var at komme til Flagstaff - men først efter at have besøgt en raketsilo fra den kolde krigs tid lidt syd for Tucson.

Der blev installeret i alt 54 Titan II siloer i USA, heraf 18 i Tucson-området. Det er egentlig ingen glæde at vide, at en interkontinental balistisk missil som denne kunne affyres på kun 58 sekunder og slynge et atomvåben mod Sovietunionen, der kunne have udslettet en by på størrelse med New York.

Nej glæden består i, at den aldrig blev affyret!

Under den kolde krigs højdepunkt fra 60'erne til midten af 80'erne var de 54 Titan II underjordiske silokomplekser som denne en del af USA's atomafskrækkelsesprogram i forhold til Sovjet.

Guiden oplyste, at sprængkraften af brintbomben i Titan II overgik summen af alle bomber anvendt af alle deltagende lande i 2. verdenskrig , inkl. de to atombomber nedkastet over Japan i 1945.

Som modvægt til Tombstone og atomraketter kom vi heldigvis lige forbi denne gamle missionskirke, der nu ligger i et indianerreservat. De spanske/mexicanske rødder skinner tydeligt igennem barokstilen. Den blev bygget af franciskanermunke og stod færdig i 1797.

Og nu, nu blev kursen endegyldigt sat mod nord mod Flagstaff via Phoenix, en strækning på ca. 300 miles. Som følge af, at en pæn den af Phoenix-områdets godt tre millioner indbyggere åbenbart var ved vende hjem efter Memorial Day, var der rent ud sagt en voldsom trafik. Det havde færdselspolitiet åbenbart også regnet med, for der gik højst ti minutter mellem, at vi så dem på lur eller i færd med at "sagsbehandle" en synder.

Vi var selvsagt ekstra omhyggelige med at overholde hastighedsgrænsen og passerede derfor med god samvittighed en patruljevogn, der holdt med udrykningsblinklyset tændt i nødsporet. Vi kørte i sporet lige ved siden af nødsporet. Jeg kastede lige et blik i bakspejlet og så til min undren, at han huggede til, så asfalten stod i en stråle efter ham, kørte lige op bag os og blinkede med lygterne... Det betyder "PULL OVER", så det gjorde jeg. En af Wyatt Earps efterkommere steg ud og kom hen til os. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det endeligt for Jytte med rystende hænder at få rullet sideruden ned. Det viste sig så, at vi netop havde overtrådt en ret ny lov i Arizona ved ikke at trække over i ydersporet, inden vi passerede ham, dvs. et udrykningskøretøj. Mit danske kørekort fra først i 80'erne satte ham lidt tilbage, og han forsikrede os om, at det var en "minor violation", som kunne klares med en advarsel, som imidlertid krævede ca. et kvarters kontorarbejde - hvorunder vel mindst 2.000 biler gjorde sig skyldige i samme forseelse. Mens dette stod på, holdt Jyttes hænder op med at ryste, og hun begyndte at omtale ham som en pæn ung mand. - Hun har altid haft en svaghed for uniformer.

Efter denne episode holder hun nu skarpt udkig efter politibiler i nødsporet.

Meteor Crater er nøjagtigt det som navnet betegner: Et meteorkrater. Dem er der flere af på Jorden, men ingen af dem er så velbevarede som dette, beliggende ca. en times kørsel øst for Flagstaff. Med en bare nogenlunde god kikkert kan man se et utal af dem på månen, hvor der jo ingen erosion er til at udjævne kanterne. Meteor Craters store lighed med månekratere er ikke gået upåagtet hen hos NASA: De brugte stedet til astronauttræning.

Krateret opstod for ca. 50.000 år siden, da en meteorit satte kursen mod Jorden med en hastighed på ca. 42.000 km/time (12,8 km/sekund). Ved nedslaget blev der udviklet en energi svarende til en brintbombe på 20 megaton, og resultatet blev et krater med en omkreds på 3.800 meter, en diameter på ca. 1.200 meter og en dybde på ca. 170 meter. Lige efter nedslaget var dybden ca. 210 meter. Hvor stor en meteorit kunne lave sådan et hul og ravage? Svaret er forbavsende: En diameter på kun ca. 50 meter. Til gengæld var det en meget tung sten, hovedsageligt bestående af jern og nikkel, så vægten var adskillige hundrede tusinde tons. Den kolossale energiudladning skyldes vægten kombineret med den enorme hastighed.

Man kan så begynde at spekulere på, hvad der vil ske, når/hvis en langt større sten rammer Jorden... Og det er der faktisk en del der gør, altså spekulere. Man er derfor begyndt at kortlægge de meteoritter, som kan tænkes at krydse Jordens bane - og det er desværre en hulens masse.

Naturens undere ligger nærmest i bunker på disse kanter. En times yderligere kørsel bragte os til Petrified Forest Nationalpark. Petrified forest betyder forstenet skov eller træ.

I visse områder af parken ligger kæmpestore forstenede træstammer og ser så livagtige ud, at man kommer til at tænke på pejsen derhjemme. Der findes forstenet træ mange steder i verden, men ingen steder så overvældende som her. Desværre er det forstende træ blevet et samlerobjekt, da det er velegnet til mange dekorative formål. Da vi var i Arizona for 20 år siden, købte Jytte et armbånd få nogle få dollars. Nu koster et knap så flot eksemplar $150. Der er strenge straffe for at fjerne (stjæle) sten fra Nationalparken - en enkelt lille sten koster en bøde på $300 og de lidt større medfører fængselsstraf. De forstende træstammer var levende træer for ca. 225 millioner år siden, så det er jo også forbryderisk at ødelægge det hele på nogle få år.

Den planlagte rute førte os over grænsen til New Mexco, hvor vi overnatter i Gallup ved I-40 motorvejen. Området er indianerreservat, men alligevel kom det lidt bag på os at blegansigterne her er et lille mindretal. Hotelpersonale osv., alle er indianere. Vi handlede lidt ind i det lokale Wal-Mart supermarked - og var blandt lutter indianere. Heldigvis var de ikke på krigsstien, og de sagde ikke ugh - ugh, når man spurgte dem om noget. - Rejser er i det hele taget dødsstødet for mange af ens fordomme...

Med retning mod Kayenta ved kanten af Monument Valley kunne vi ved en mindre planændring besøge Canyon de Chelly National Monument, der ligger i Arizonas nordøstlige hjørne. Det viste sig at være et hit af de helt store, noget af det smukkeste, vi har set - og næsten ingen mennesker. Dimensionerne er slet ikke som Grand Canyon, men skønheden er overvældende. De sidste 25-30 miles før Chelly var også i sig selv betagende. Området er indiansk (Navajo). På bunden af canyon'en driver de landbrug og kører ture med turister mod betaling. Der er ingen asfalterede veje inde i selve slugten, så man har brug for 4-hjulstrækkere eller lastbiler for at komme rundt. Langs både nord- og sydkanten er der asfalterede blinde veje med afstikkere til udsigtspunkter. Vi valgte sydkanten, der førte ca. 25 km ind i området.

Det er desværre umuligt at gengive synsoplevelsen fotografisk, og læserne går også glip af en vidunderlig ren og velduftende luft. Vi sludrede lidt med indianere, der ville sælge brugskunst af egen tilvirkning. Jytte endte med at købe en lille flettet kurv med forskellige mønstre, hvis betydning vi fik omhyggeligt forklaret af den venlige kone, som egentlig ikke pressede på, men bare var så sympatisk, at det var umuligt at gå fra hende uden at købe kurven. Evt. intereserede kan læse mere her og her.

Med Monument Valleys "grænse" lige ved døren var vi hurtigt fremme ved billetlugen og indkørslen til ruten rundt i dalen. Vejen er ikke asfalteret og kaldes meget rammende for en "dirt track", der der bestemt ikke er en personbils livret. Indianerne (Monoment Valley er indiansk territorium) udbyder derfor en masse forskellige ture i 4-hjulstrækkere, herunder også ture der ikke er tilgængelige for kør-selv turisterne. Vi listede forsigtigt rundt på den ca. 27 km lange rundtur med masse af ophold undervejs. Og nu kommer problemet: Hvordan beskrive en naturoplevelse, der grundlæggende er ubeskrivelig?

Direkte link til billedalbum findes her, og et til det uundgåelige panorama her.

Den videre rute mod nord og øst gennem Monument Valley ind i Utah mod Four Corners er også til max. antal stjerner i en evt. Michelin-guide. Øde, HELT øde på lange stræk, kun afbrudt af små forhutlede samliger af huse ved vejkryds. Indianere er ikke meget for indhegninger, så man kan sagtens møde får og kvæg på landevejen.

Four Corners er det geometriske punkt, hvor fire stater (Arizona, Utah, Colorado og New Mexico) mødes, og det er faktisk det eneste sted i USA, at dette sker, tjek selv. Også dette sted er indiansk territorium, og de forsømmer aldrig en lejlighed til at sætte et skur op med en billetdame, men det er vel løn som forskyldt. Hvis man stiller sig på selve punktet, er man på én gang i fire stater; det kan man da kalde multitaskning. Stedet er særdeles velbesøgt og der fotograferes på livet løs - og vi var ingen undtagelse, jf. albummet.

Vi har flere gange gået og snakket om, at vore maver i den grad er i harmoni med kosten, men i dag blev Jytte udsat for akut trang til et "restroom" - som tilfældigvis var inden for få sekunders rækkevidde, så hun klarede med nød og næppe den akutte fase, og havde det ellers fint derefter. En hurtig gennemgang af gårsdagens føde afslørerede hurtigt, at der kun kunne være én årsag: En stor portion salat, som jeg klogeligt var gået langt uden om.

For en sikkerheds skyld ville Jytte gerne på et apotek for at købe Imodium. Jeg forklarede hende tålmodigt, at sådan hedder det ikke her i USA, idet Imodium jo bare er en dansk salgsbetegnelse, "imod-(u)rolig-(m)ave", og så bare et ekstra i for at få det til at lyde bedre, sådan lissom Pinex - ud med pinen osv. osv. Men jeg skulle nok tage hånd om den sag, gik med faste skridt hen til skranken og bad damen om noget mod diare. "Sure", sagde hun, "then you need some Imodium"... Og Jytte fik det endnu bedre.

Mesa Verde er spansk og betyder egl. et grønt bjerg, der er fladt på toppen som et bord. Det har stejle skråninger, og det øverste lag er yderst holdbar klippe. Mesas er almindelige i det nordlige Mexico og det sydvestlige USA, især i Arizona, dvs. et tørt område.

Mesa Verde er berømt som følge af nogle ruinbyer, Pueblo'er, bygget på klippehylder af indianere, men forladt igen omkring år 1300 af ukendte årsager, men der gættes på tørke af en varighed på ikke mindre end 24 år. Ruienerne afslører en højt udviklet kultur med betydelig teknisk formåen, og det er usædvanligt, at indianere levede i rigtige byer af stenhuse.

Ruten nordpå mod Arches National Park i Utah var lagt via San Juan Skyway. Hjemmesiden for naturskønne sideveje i Colorado hævder, at hvis en sidevej kunne påstå at være af kongelig afstamning, ja så ville det være San Juan Skyway, og vi vil give den begejstrede forfatter ret.

Foruden betagende udsigter og svimlende afgrunde er der flere charmerende småbyer, hvor vi vendte Silverton, der bygger sin oprindelse på sølvminer. Det kom der en del billeder ud af, jf. album.

Fra Grand Junction i Colorado kørte vi via I-70 ind i Utah, en gammel kending fra vores 2007-tur, hvor vi dog kun stiftede bekendtskab med den store saltslette og Salt Lake City, hovedstad for mormoner i hele verden. Vi fik indtryk af en overordentlig velordnet stat, og dette gode indtryk er der indtil videre absolut ikke rokket ved.

En meget stor del af statens areal er enten helt ubeboelig eller kun beboelig for eneboere eller folk bekæftiget med at servicere turister. Og turister er der rigtig mange af i den sydlige del med de mange enestående nationalparker. Når man er på tur som vi, går man ikke så højt op i søgn eller hellig, hverdag eller weekend.

At det er lørdag i dag fik pludselig stor betydning, da vi kom til indgangen af Arches National Park: Der var stor kø, og selv om parken er kæmpe stor, er antallet af de store seværdigheder, dvs. seværdigheder med parkeringspladser og stier mv. ikke større, end at de sådan en dag virker overbelastede.

Arches betyder jo "buer", og der er tale om buer i sandsten skabt af naturen selv gennem en kombination af sandsten, et flere km tykt saltlag, vand og erosion samt tektoniske kræfter, alt sammen ganske indviklet og helt sikkert totalt uinteressant for de fleste. Resultatet, buerne og landskabet omkring dem, er til gengæld et fantastisk syn, som lokker turister (og skoler) til i stort antal.

Vi kan efterhånden slet ikke forestille os andet end perfekt vejr og dagen i dag var da heller ingen undtagelse. Med temperaturer på 30-35 grader måske lige lovlig varmt, specielt på de ganske lange stier, vi måtte følge for at komme helt ind på livet af nogel af stenbuerne. Men lad nu et par af billederne (resten i album) tale for sig selv:

Hvert af billederne er faktisk sat sammen af to - hvis nogen skulle undre sig over bredden.

I dag skulle det være: Vi ville holde ferie fra ferien, bare køre turen til Escalante og så tygge lidt drøv på oplevelserne indtil nu...

Den plan gik helt og aldeles i vasken. Landskabet i Utah lader sig ikke sådan ignorere, men de første 100 miles på motorvej (I-70) svandt da så nogenlunde ubemærkede hen. Så drejede vi af mod syd, og trafik var der herefter ikke noget af de resterende 115 miles; de første ca. 40 miles var på udmærkede asfalterede veje - og de sidste 75 miles var GRUSVEJ. Vi havde ikke hæftet os ved, at vejen på kortet var markeret som en grå streg, hvilket åbenbart betyder "dirt road". 120-130 km på snoede grusveje gennem et mennesketomt område er altså ret langt, hvis man får problemer af en eller anden slags. Og mobilos er naturligvis stendød...

Den asfalterede strækning gik gennem et ganske frodigt område, hvor der var skiltet med "Open range", dvs. at kvæget ikke er indhegnet, eller at man mao. må regne med dem på landevejen.

Efterhånden som vi kom ned i lavere liggende områder, så vi mere og mere kvæg - og så trådte det vilde vesten ellers lyslevende og meget charmerende ind på scenen: En ordentlig kvægdrift styret af cowboys.

Da GPS'en beordrede os til at svinge ind på grusvejen, antog vi, at det da bare var for en kort bemærkning, men nej - det var grus hele resten af vejen til Escalante, samfulde 120-30 km, og med 20-40 km/t er det langt, langt, langt. På en tidspunkt viste termometeret 8 grader, så vi må også have været ret højt oppe. Vi mødte vel i alt 3 biler, en så sjælden begivenhed, at man naturligvis hilser på hinanden (ved at løfte to fingre fra rattet uden at slippe, fandt vi ud af).

Vi var for en gangs skyld kommet tidligt afsted, så det var stadig ret tidligt på eftermiddagen, da vi nåede motellet i Escalante, der ligger lige ved Grand Staircase - Escalante Monument, ja faktisk er Visitor Center nabo, og vi ville da lige kigge ind. Den flinke ranger (parkrangere er ALTID umådelig flinke og hjælpsomme) syntes, at det ville være det eneste rigtige, om vi kørte til Boulder og derfra følge Burr Trail ud til et sted, hvor en canyon næsten lukker til foroven.

Det viste sig at blive en køretur på over 100 km ad smalle veje i hårnålesving langs svimlende afgrunde. Sådan gik den fridag.

Der er næppe nogen stat, der er så pakket med enestående nationalparker som Utah. Der er rigeligt til adskillige "ferier".

Vi har egentlig bestemt os for ikke at blive ved med at udbrede os om, hvor fantastisk en dag, det har været (men det har det altså alligevel...). For første gang var vejret ikke rigtig med os, idet tordenbyger kom og gik.

Nationalparken ligger nede i Utah's sydvestlige hjørne - ret tæt på Zion, der er vort mål i morgen. Navnet stammer fra en mormon, der i perioden 1875-80 boede her - han citeres stadig for flg. bemærkning: "It's a hell of a place to lose a cow".

Canyon'en har sin enestående skønhed fra de røde klippesøjler af sandsten, der rager op overalt. Det ser f.eks, sådan ud oppe fra kanten:

Og hvis man vil helt tæt på klippeformationerne, går der en eventyrlig sti i hårnålesving helt ned i bunden og videre rundt. Ganske krævende, men alle anstrengelserne værd.

Det er næppe muligt inden for nærværende rammer at give et nogenlunde dækkende indtryk af Bryce Canyon National Park, men klik her for panorama billede af Bryce Point udsigten. Der vil senere (dårlig trådløs forbindelse her) blive lagt et album på Nettet.

Vi havde benyttet parkens shuttle-bus til de nærmeste seværdigheder. Da vi kom tilbage til Visitor Center og vores bil, var der parkeret en Harley på hver side af den, og deres ejere/førere stod og skuttede sig i regnbygen. Det var knægte i 130-40 kilos klassen, klædt i sort lædertøj med forskellig udsmykning. Styrthjælme er ikke lovpligtige her, og moden blandt Harley-folket er et stramtsiddende pirattørklæde eller en ditto læderkalot. De så mildt sagt ikke rare ud, og Jytte kun knap klemme sig forbi den mest uhyggelige af dem, men så sagde han høfligt: "Undskyld frue, nu skal jeg gøre plads for Dem"....

Vi snakker faktisk hver eneste dag med adskillige tilfældige amerikanere, vi løber på, og det har uden undtagelse været både interessant og hyggeligt.

Den er Utah's ældste og hævdes at være den populæreste af Utah's mange parker. Parken blev etableret i 1909 som national monument og har således i år 100 års jubilæum.

Vejret er igen sit perfekte selv, og vi ankom først på formiddagen. At parken er kolossalt besøgt blev klart, da vi kom til parkeringspladsen ved Visitor Center. Parkledelsen har taget konsekvensen og forbudt bilkørsel uden særlig tilladelse og i stedet indsat behagelige shuttle busser, hvor man får en masse information på vejen, og som man aldrig behøver at vente på længere end 7-8 minutter.

Busruten/vejen går nogle miles ind i Zion Canyon, indtil den bliver så snæver, at siderne rejser sig lodret fra Virgin River, en ret uanselig flod, der gennem nogle millioner år har skabt den. De fantastisk flotte, røde sandstensklipper er stammer fra en kolossal forhistorisk (+200 mill. år) ørken, hvorfra sandet gennem forskellige processer er blevet kittet sammen til sten i en række forskellige lag. - Et paradis for geologer.

I morgen og overmorgen gælder det så kongen over alle canyon'er: Grand Canyon, som vi først "angriber" fra den mindre besøgte nordside.

Hvis nogen skulle fundere over, om vi ikke snart er trætte af nationalparker, er svaret underligt nok: Nej!!! Desværre yder vi dem slet ikke fuld retfærdighed. De fleste af dem kunne mageligt fylde en hel ferie. - Faktisk er vi ikke stort bedre end amerikanere, der lige "ordner" Danmark, Norge og Sverige på tre dage, så dem vil vi ikke længere se ned på.

Grand Canyon er et af verdens største og mest storslåede naturværker. Det er samtidigt et straks genkendeligt symbol på Sydvesten. Nationalparken omfatter både områder af nord- og sydranden, som her ligger ca. 17 km fra hinanden - i fugleflugtslinie. På landevej er afstanden mellem de to dele af parken ca. 360 km.

Nordsiden modtager kun ca. 10% så mange besøgende som syd, hvilket i sig selv er tiltalende. Det skyldes sikkert, at den er sværere tilgængelig og at den skråner mere, idet Colorado-floden løber ganske tæt ved sydranden og så at sige har gnavet tættere på den. - Det er også derfor, at floden ikke er synlig på nogen af dagens billeder. Det fremgår også tydeligt af billederne, at canyon'en er et virvar af mindre canyon'er, der løber sammen på kryds og tværs. Det er faktisk ikke til at se bunden på nogen af dem...

Dens geologiske historie har den delvist til fælles med Bryce og Zion. Hele "hullet" er lavet af Coloradofloden i løbet af (i geologisk målestok) kort tid, nemlig ca. 7 mio. år. Når det er gået så voldsomt til, skyldes det i høj grad også, at højdeforskellen mellem udspring og havoverflade er meget stor, dvs. strømmer bliver meget kraftig.

Et panorama kan hentes her, og i øvrigt henvises til fotoalbum.

For første gang måtte vi opleve en overskyet dag som følge af omslag i vejret. En front passerer fra vest - ganske hjemligt.

De godt 200 miles til nationalparkens sydlige del forløb mestendels ad gode og lidt trafikerede veje gennem storslået natur. Vi nåede parkens østindgang allerede ved 11-tiden og brugte resten af dagen med at sige wau, wau og atter wau. Igen må det beklages, at billederne kun er en svag afglans af virkeligheden. Vores forhåndsviden om, at sydsiden er langt mere besøgt end nordsiden viste sig at holde stik - til overmål endda. Og så er det vel at mærke stadig lavsæson. Shuttle-busser letter i høj grad problemerne, herunder ikke mindst parkeringsproblemer ved udsigtspunkterne.

Der er naturligvis et panorama her - og fotoalbum.

Egentlig ikke rigtig noget på programmet. Vi passerede Williams på Route 66, der jo er blevet verdensberømt, hvilket udnyttes til sidste dråbe. Williams er en ganske hyggelig by, der sagtens kan bruges som base for besøg i Grand Canyon. Grand Canyon Railway har udgangspunkt i Williams, og jernbanen er et kørende museum med en masse wild west nostalgi. Turen tager ca. to timer gennem et flot landskab, og så slipper man for turen i bil og ikke mindst parkeringskaos i Grand Canyon Village.

Vi lagde vejen gennem Sedona, der med over 5 mio. turister/år er en veritabel turistmaskine. Den ligger i et meget smukt landskab med røde sandstensbjerge, men ikke rigtig noget for os. Byen er stolt af, at John McCaine og Nicolas Cage bor der.

Hjemturen gik som planlagt, dvs. den var lang og trættende, men så alligevel krydret af et par mindeværdige oplevelser.

Vi har flottet os med et kreditkort, som giver adgang til lufthavnenes lounges, eller i det mindste nogle af dem, hvilket er en kolossal behagelighed, når der ganske ofte er timelange ventetider. I Chicago havde vi ikke mindre end 6 timer, som så blev til 5 pga. forsinkelse fra Phoenix. Vi skulle videre til Kbh. kl. 22, så vi blev noget lange i ansigterne, da damen i skranken meddelte, at Swiss Lounge lukkede kl. 19.

Men så skete miraklet: Hun sagde, at kun skulle ”bestyre” en anden lounge fra kl. 19, og så kunne vi bare følge med hende og ellers holde lav profil, eftersom vores kort ikke gav adgang der. Det viste sig at være en stor og flot JAL (Japan Airlines) Business Lounge, som vi havde helt for os selv, indtil vi skulle ned til gaten. I mellemtiden fik vi en lang snak med den flinke dame, der talte et noget raspende amerikansk. Det viste sig at hun var palæstinenser fra Nazareth med israelsk pas og permanent opholdstilladelse i USA, hvor hun har boet i godt tyve år, gift og med tre sønner. Hun pointerede, at hun var katolik med et godt forhold til Vorherre, men kommenterede ikke de løbende konflikter mellem Israel og palæstinenserne – og vi fandt heller ingen grund til at tage emnet op. 

Da vi skulle ombord på flyet, kunne vi ikke undgå at bemærke en ung kvinde med en skikkelse, der ville få en japansk sumobryder til at se splejset ud, hvis de fulgtes ad. Vi snakkede lavmælt om, hvorvidt hun mon skulle have to eller tre sæder i flyet. Tilfældet ville, at hun kom til at sidde to rækker længere fremme og til højre for gangen fra os, der sad i midtersektionen ud til samme gang, så vi ikke kunne undgå at følge udviklingen… Det viste sig, at hun fulgtes med sin mor, der heller ikke hørte til de slanke, men vel alligevel holdt sig omkring 85 kilo, heraf en betydelig del under bæltestedet. Datterens vægt kan ikke have været under 150 kilo. Hun kunne ikke gå normalt i flyets gange, men var nødt til at gå sidelæns for ikke at hænge fast i sæderne…

Mor og datter skulle nu dele de to sæder ind mod flyets højre side. Jeg sad som tryllebundet for at følge forløbet, der lignede en fuldstændig håbløs opgave. Datteren fik sig med besvær kantet ind til vinduet og begyndte så med små nøk at presse sig ned mod sædet – hvilket til min store forbløffelse faktisk lykkedes. Det KAN naturligvis være min fantasi, men det så grangiveligt ud, som om hun under dette forløb blev ca. 30 cm højere. Moderen fik sig også klemt på plads, og så sad de ellers og hyggede sig sammen. De udstrålede begge venlighed og godt humør. Når de så – som Niels Hausgaard udtrykker det – delte en tø-hø, kunne man se, hvordan de skvulpede i takt.

Nogle timer senere byttede de plads, så datteren kom til at sidde ud til gangen, hvilket ikke helt lykkedes, idet en bestemt og meget markant del af hendes legeme kom til at hænge ud over armlænet, sådan lidt som en Bilka bærepose, fyldt til randen og helt spændt ud.

Lufthavne og lange flyrejser er rædselsfulde, men den slags oplevelser – synes vi – hjælper os til at komme over dem.