Retur
Stralsund i Mecklenburg-Vorpommern er en østersøby ved overgangen til Tysklands største ø, Rügen, der er et af turens hovedmål. Byen var et vigtigt medlem af Hanseforbundet. Historisk interesserede forbinder den med Freden i Stralsund af 24. maj 1370 efter at Valdemar Atterdag havde tabt en krig mod forbundet. Se Store Danskes artikel om byen her.
Planen var at køre kl. 08:00, så det gjorde vi kl. 08:15 i nydeligt om end noget blæsende vejr. Iflg. meldingerne var der kraftig blæst og storm med vindstød af orkanstyrke på vej, men vi havde brugt de foregående par dage på at omstille os på efterår, dvs. få alle havemøbler ind og demontere havebruseren med videre, så der var ikke mere, vi kunne gøre.
Efterhånden som vi kom længere syd og øst på, steg både temperatur og vindhastighed betragteligt. På den sandede og ret flade strækning mellem Lübeck og Stralsund var der decideret støvstorm, så vi følte os hensat til udkanten af Sahara. Temperaturen steg støt og roligt, indtil den nåede op på 28 grader; vi ville ikke være blevet synderlig overrasket over at møde en beduin-karavane - på kameler - med tørklæde over underansigtet. På en rasteplads med gode læforhold kunne vi indtage den medbragte frokost, mens vi svedte i vort alt for varme tøj.
Vort overnatningshotel ligger inde i Altstadt i gå-afstand fra byens seværdigheder, og vi var blevet advaret om, at parkeringen skulle ske i en parkeringskælder nogle hundrede meter fra hotellet, men den søde dame i receptionen meddelte, at der var rigelig plads på hotellets egen P-plads, så det var jo en god start. Efter at vi var flyttet ind, ville vi lige vende byen, men da havde vejret udviklet sig i en sådan grad, at vi skyndsomst vendte om igen: Støvet kom bølgende så tæt, at det var yderst ubehageligt og sikkert også meget usundt, så vi vendte straks om igen. Lidt efter begyndte det at regne, lidt en velsignelse da det jo gjorde kål på støvet, men kombinationen af storm og regn indbyder jo heller ikke til byvandring, så vi fortrak til hotelværelset. Iht. planen skal byen faktisk også først rigtig "dyrkes" i morgen, så vi er foreløbigt ikke gået glip noget.
Byen bærer bestemt præg af sin DDR-fortid, men det er nu ikke nogen ulempe. Den har gjort en kæmpe indsats for at renovere og bevare historiske bygninger, som ellers skulle rives ned. Belønningen var/er et stort antal bygninger på UNESCO's liste over verdensarv, således at ca. 500 bygninger og huse nu er UNESCO beskyttede. Vi "angreb" byen ved at følge et ruteforslag i den udmærkede tyske guide-bog, "Mecklenburg-Vorpommern" af Rolf Goertz og Hans Zaglitsch, side 161. Ruten gik faktisk lige forbi vort hotel, så det kunne ikke være nemmere. Den førte os via St. Jacobi til byens hjerte, Altmarkt med rådhus og St. Nikolai, to seværdigheder i den absolutte topklasse. Vi var imidlertid så tidlig på den, at kirken endnu ikke var åben for besøgende, og vi fortsatte derfor til Neuer Markt med Marienkirche (mange billeder i album), der er gigantisk med en længde på 96 meter og et tårn på 104 meter, også i den såkaldte teglstensgotik, der karakteriserer de store kirkebyggerier og rådhuse langs den tyske østersøkyst. Videre gik det mod nord langs Knieper-søerne og gennem to gamle byporte, Kütertor og Kniepertor til havnen med skoleskibet Gorch Fock og Ozeaneum, som vi dog sprang over, da museet fortjener det meste af en dag.
Vi gik nu tilbage til Altmarkt for at komme ind i St. Nikolai, som også var en dejlig oplevelse, jf, de mange fotos. Frokosten, en dejlig kartoffelsuppe forstærket med to kogte wienerpølser, blev nydt i Kartoffel Haus. Jytte havde på forhånd annonceret, at vi helst på denne tysklandstur skulle finde en speciel gave til en af børnebørnene. Og miraklet skete: I den første forretning fandt vi det helt rigtige...
Links: St. Jacobi, St. Nikolai, St. Marienkirche, Rathaus, Ozeaneum, Meeresmuseum, Hansedom, (gigantisk vandland) Stralsund Museum.
Rügen er med 925 km2 Tysklands største ø. Den har ca. 77.000 indbyggere (i højsæsonen om sommeren sikkert mange gange dette tal). "Hovedstaden" er Bergen auf Rügen, hvor vi har opslået vort hovedkvarter under vort togt til øen. Af et landkort fremgår det, at den gennemskæres af mget dybe fjorde. Nord- og østkysten er fyldt af stejle kridtklinter af helt samme slags som Møns og Stevns klinter.
Kap Arkona
Først på morgenen lignede det vejrmæssigt en rigtig øv-dag med regn og truende skyer, men vi satte som planlagt kursen mod øens toppunkt, Kap Arkona. Vi skulle med hovedvej 96 næsten hele vejen, men da vi vi ville svinge ind på den lige uden for Bergen var den totalspærret. Heldigvis er vores Garmin gps udstyret med en knap, der betyder alternativ(e) vej(e), som første os med en mere vestlig rute med ca. samme længde, men som indebar en kort færgeoverfart. Fin rute med de smukkeste landskaber - og det holdt helt op med at regne, lige indtil vi kom hjem sidst på eftermiddagen.
Vi havde jo håbet at se en kopi af den kæmpemæssige træstatue af vendernes hedenske gud, Svantevit med hele fire hoveder, som vi hørte om i Tulstrup skole - med Saxo som kilde.
I 11-1200-tallet havde venderne den kedelige vane at hærge og plyndre samt voldtage de uskyldige danske kyster (måske især beboerne), og det måtte der jo meget gerne sættes en stopper for. I sidste halvdel af 1100 var det Valdemar den Store og vennen biskop Absalon, der havde magten i Danmark. I 1169 udrustede de en stærk flåde og sejlede den korte strækning over Østersøen til Kap Arkona, og så var der bøllebank til de lede vendere. Svantevit blev væltet og stukket i brand. Jeg husker stadig frk. Kallesøe fortælle om de myriader af mus og rotter, som væltede ud af statuen ved denne lejlighed... Og så blev venderne omgående kristnede, dvs. døbt. Man kan så gøre sig sine tanker om, hvor dybtfølt det har været, men man skal ikke hænge sig i småting.
Efter hjemkomsten genlæste jeg historien hos Saxo og blev en anelse irriteret på ham. Han agerer fuldstændig skamløst som Absalons PR-chef på Valdemars bekostning: Det er Absalon, der hele tiden tager initiativerne, mens Valdemar nøler - eller sover, får alle de gode idéer og udfører dem (mens Valdemar sover). Af og til vækker han kongen for at forklare, hvordan sagerne skal gribes an, hvorefter Valdemar sætter sig på en stol som tilskuer til Absalons blændende angreb og sejr. Kort sagt: Uden Absalon var det aldrig gået godt... Har fik også store fordel ud af det, idet paven henlagde Rügen under Absalon og Roskilde stift.
Man kan IKKE køre i bil helt til Kap Arkona. Vejen er spærret i den lille by Putgarten et par km derfra, og så må man enten gå eller lade sig transportere med små "tog", men vi valgte naturligvis at gå, så vi i højere grad fortjener den massive aftensmad, som vi ved kommer. Den lille landsby er ganske hyggelig omend stærkt præget af en overvældende turisme. - Blandt tidligere tiders sommergæster var ægteparret Bertolt Brecht og hans anden og sidste kone, Helene Weigel, hvis hus nu er café og kulturhus. Snart kom vi ud af byen og kunne se de tre fyrtårne (billeder), heriblandt K. F. Schinkels firkantede bygning fra 1827. Samme Schinkel, der om nogen har sat sit præg på Berlins klassiske arkitektur.
Vort hyggelige hotel i Bergen auf Rügen.
På hjemvejen lagde vi vejen forbi et kridtmuseum, et tidligere kridt-/kalkværk tæt på østkysten, hvor man bare har kunne grave kridtet ud af bakkerne. Det er meget informativt og vel struktureret med den geologiske baggrund, kridtets mange anvendelsesmuligheder. I kridtklinterne er på karakteristisk vis lagdelte med tydelige flintlag som "adskillelse", ligesom strandene i det store og hele består af flintesten. Et display viste anvendelse af flint i flintebøsser, hvor gnisten, som antænder krudtet, kommer fra en lille flintesten, der slår ind på stål, når der trykkes på aftrækkeren. Kridtet/kalken anvendes i enorme mængder til fremstilling af maling, keramik, helse (!), gødning og cement.
Når der brydes kridt, fremkommer der fossiler i store mængder fra kridttidens planter og dyr, dels som forsteninger og dels som fine aftryk. - Desværre ingen billeder, da jeg glemte kameraet i bilen...
Sidste punkt på dagens program var badebyen Sassnitz, hvorfra man kan vandre nordpå langs en fantastisk klintkyst i kridt. Vi nøjedes med ca. 1 km og beundrede ellers den smukt restaurerede by, som har færgeforbindelser til Rønne, Trelleborg i Sverige og Klaipeda i Litauen. - Hvis man vil nyde klinterne uden for megen anstrengelse, kan man tage på en udvidet havnerundfart.
Prora, dvs. bare et meget lille udsnit af de 4,5 kilometer.
Prora er et nazi-projekt i mega skala: Et havbad til 20.000 mennesker på Rügen i Prora-bugten ud mod Østersøen under mottoet "Kraft durch Freude", som blev brugt i mange andre sammenhænge i Nazi-Tyskland som motiveringsfaktor i den totale mobilisering af befolkningen til virkeliggørelse af Hitlers egentlige plan: Tysklands voldsomme territoriale krav - Lebensraum, revanche efter 1. verdenskrig - og verdensherredømmet. Intet mindre. Der blev brugt både pisk og gulerod. Mest pisk - f.eks. blev de ellers stærke tyske fagforeninger sat ud af spillet i 1933 straks efter Hitlers magtovertagelse. Det skete ved at alle fagforeningsledere af betydning blev myrdet eller sendt i Kz-lejr. I dag kan man undre sig over, at dette ikke udløste generalstrejke. Som gulerod indførtes der ferie og i dette lys blev Prora-projektet en realitet. Der blev desuden bygget krydstogtskibe (som næsten ingen af arbejderne havde råd til). Grundstenen til Prora komplekset blev lagt den 2. maj 1936 - helt bevidst på 3-årsdagende for afskaffelsen af fagforeningerne... Pisken i samme boldgade var så længere og længere arbejdsuger til lavere og lavere løn. Samt arbejdstvang.
Alt dette og meget, meget mere fremgår af en meget omfattende og fremragende udstilling i Dokumentationszentrum, Strandstrasse 1, Blok 3, 18609 Prora. Vi havde regnet med et samlet tidsforbrug på 1-1½ time, men det blev i stedet 3-4 timer, og vi kunne have brugt meget mere. Servicemeddelelse: De istandsatte og stærkt forbedrede lejligheder sælges og lejes nu ud til interesserede. Og mange af dem ser ud til at være solgt eller udlejet. PS: Komplekset har en længde på 4,5 kilometer.
Næste mål for dagen var Jagdschloss Granitz med et stort tårn lige midt i og helt integreret i bygningen, hvor tårnet er tegnet af vor ven K. F. Schinkel. Bygherren, dvs. fyrsten havde sit egentlige slot i den lille by Putbus. Han havde desuden fået den idé at gøre Putbus til en badeby, men den drøm gik det ilde, fordi der er flere km til stranden... Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed - fat det dog! Men ikke desto mindre lavede han et meget flot stykke byplandsarbejde med en meget stor cirkelrund plads, hvorom palæerne er placeret. Album.
V2 raket i Peenemünde
Efter tre dejlige dage på Rügen satte vi igen kursen mod fastlandet og endnu en ø: Usedom. Øens nordlige del omfatter den lille by Peenemünde, der er kendt i hele verden som stedet, hvor tyskerne udviklede V1 og V2 bomberne. Det skulle der bruges megen strøm til, så der blev bygget et stort kraftværk, der nu er indrettet som Historisch-Technisches Museum, hvor der informeres grundigt om historien og udstilles en mængde tegninger, billeder, dokumenter, raketter og raketdele med videre. Det var som en af hjernerne bag især V2-raketten, at Wernher von Braun slog sit navn fast som verdens daværende førende raketkonstruktør. - Det er her vigtigt at slå fast, at V1 "blot" var en flyvende bombe, der fløj med ca. samme hastighed som datidens jagerfly (en slags drone), mens V2 var et kortdistance missil, der steg op til 90 km højde og fløj med en hastighed på 5.400 km/h. Det var baseret på flydende brændstof og blev forløberen for den senere udvikling i USA - med von Braun som chef - med NASA og månerejser som højdepunkt. Herfra kørte vi tilbage til Greifswald, eller rettere den lille idylliske fiskerlandsby Greifswald-Wieck, som ligger ved udmundingen af Ryck. Album.
Det idylliske fiskerleje Wieck
Grunden til vort besøg i Greifswald var byens berømteste søn, den største af de tyske romantiske malere: Caspar David Friedrich (1774 - 1840), hvis værker vi har set på mange af de store museer. Det er ydermere sådan, at mange af hans temaer stammer fra Greifswald og - Rügen, som han besøgte hele 7 gange, så vi har virkelig krydset hans spor i denne uge.
Greiswald gør naturligvis megen stads af Friedrich: På Pommersches Landesmuseum hænger flere af hans billeder, hans barndomshjem (Caspar David Friedrich Zentrum i Lange Strasse) er rekonstrueret med en righoldig dokumentation af hans familiemæssige baggrund, hans liv i byen og i det hele taget. Der er (naturligvis) opstillet en statue af ham. Og vi labbede det hele i os! - Sjovt nok har han været på kunstakademiet i København med Abildgaard som en af hans lærere. I byens østlige udkant findes klosterruinen Eldena, der er en aflægger af et kloster i Esrum (!). Klosterruinen er et tilbagevendende tema i mange af Friedrichs malerier, hvor det f.eks. pludselig og helt umotiveret optræder i Riesengebirge, jf. fotoalbum.
Hidtil var turen foregået i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, der udfylder Tysklands nordøstlige hjørne. Det er med et areal på 23.211 km2 godt og vel halvt så stort som Danmark, men har kun en befolkning på ca. 1,6 mio. indbyggere.
Herfra passerede vi Brandenburg, inden vi nåede til delstaten Berlin.
Overnatningshotellet i Neubrandenburg var et positivt bekendtskab med et kæmpestort og godt værelse, udmærket restaurant, gratis parkering og sauna. Samt billigt...
Efter et glimrende morgenmåltid begav vi os afsted i dejligt (stille) vejr, som bare blev bedre og bedre for at ende med en strålende sommerdag - måske årets sidste. Vi ankom til turens sidste base i hjertet af Berlin ved 12:30- tiden, ordnede formaliteterne, men kunne først flytte ind senere på dagen. DJ-Internationel er næsten nabo til Kulturforum ved Tiergarten og Postdamer Platz, så vi kunne blot spadsere den korte strækning til Gemäldegalerie, et i verdensklasse godt malerimuseum - et gammelt og kært bekendtskab. På vejen kiggede vi ind i Bendlerblock, hvor Claus von Stauffenberg og mange medsammensvorne blev henrettet efter den mislykkede kupforsøg mod Hitler den 20. juli 1944. Vi sprang selve museet/dokumentationscentret over i denne omgang til fordel for Gemäldegalerie, hvorfra et lille udvalg af værker kan ses i fotoalbum.
Gemäldegalerie. Sandro Botticelli: Profilbillede af ung kvinde. 1460/1465.
VBB - Verkehrsverbund Berlin-Brandenburg er uomgængelig, når man begiver sig ud i Berlin. Netværket omfatter U-Bahn, S-Bahn, regionaltog, busser og sporvogne samt sikkert adskilligt mere. For ikke at slide for meget på benene er man nødt til at kombinere transportmidlerne, og det er selvsagt en større udfordring, end hvis man kan klare sig med U- og S-Bahn: Hvorda ser bus- og sporvognsnettet ud i forhold til destinationerne? Og én ting er oversigter over rutenet - en anden sag er sammenhængen med gadenettet! Heldigvis har VBB lavet en glimrende app, hvor man får kombineret det hele, og det gør det hele betydeligt nemmere.
Desværre "mudres" situationen af, at president Erdogan netop i disse dage er på statsbesøg i Berlin. Hele den indre by omkring "Unter den Linden" er derfor i høj grad afspærret - også for f.eks. busser - af ca. 5.000 betjente og næsten lige så mange politibiler, motorcykler og så videre.
Vi tog en bus uden om den afspærrede zone, men måtte gå et pænt sidste stykke til dagens første mål: Alte Nationalgalerie, herunder især dets samling af Caspar David Friedrich-billeder på 3. sal, bare for at konstatere, at 3. sal var lukket. Til gengæld svor de på, at den er åben i morgen, lørdag. Videre til Bode-museum på nordspidsen af Museumsinsel, men det var nu lidt af en skuffelse, hvilket sikkert skyldes vores manglende tilbøjeligheder for den type kunst. Vi fortsatte (til fods) til Dorotheenstädtischer Friedhof, hvor mange af Tysklands store kulturpersonligheder ligger begravet, bl.a. Hegel, Bertolt Brecht og C. F. Schinkel, den klassiske stjernearkitekt.
Næste mål var Deutsches Historisches Museum på Unter den Linden, men det var bare for meget - alt for meget for. Endeøse gange med tusindvis af udstillede genstande og info-plancher. Vi gav op og begav os hjem, hvilket viste sig at blive en udfordring pga. Erdogan og deraf følgende afspærrede zoner uden busser. Men det lykkes jo altid til sidst, og vi nåede hjem i lettere udslidt tilstand efter mange indtryk og oplevelser. Album.
Caspar Davis Friedrich: Abbedi blandt egetræer. 1809/10.
Bemærk de små mennesker og korsene...
Første mål var Alte Nationalgalerie, 3. sal, med en stor samling malerier af Caspar David Friedrich. Berlin lå badet i solskin, og vi nød spadsereturen fra Spittelmarkt til Museet forbi kulissen til Bauakademie, oprettet af C. F. Schinkel, bombet under 2. verdenskrig, hvorefter DDR-styret fjernede alle rester i stedet for at restaurere. Og nu vil bygningen - som Berlins Slot - genopstå, således at bybilledet her omkring slotsplads og Museumsinsel bliver som før krigens ødelæggelser (sådan da).
Og 3. sal var genåbnet. Denne etage rummer hele samlingens sjæl, herunder ikke mindst mange af Friedrichs mesterværker (se album). Dette museum bør være et fast indslag på alle ture til Berlin. Vi gik derefter til Alexander Platz, der vist er byens største trafikknudepunkt, og tog med U-Bahn til Mitte og Quatiere 205, 206 og Galerie Lafayette med forventning om spændende arkitektur, men her blev vi ærlig talt skuffede; store flotte over- og underjordiske butikscenter, men arkitektur...?
Via Alexanderplatz tog vi U-Bahn til Magdalenenstrasse/Ruschestrasse 103 (Haus 1), hvor Ministeriet for Statssikkerhed (STASI) opbyggede et enormt kompleks med 7.000 ansatte, og hvor stasichefen i størstedelen af DDR's levetid, Erich Mielke, havde sit kontor. Stærk oplevelse (se album).
Sidste punkt på dagens og turens program var området, hvor Hitlers Rigskancelli og førerbunker lå. Alt fra dengang er fjernet, og på området er der nu boligblokke og en P-plads. Eneste reference til fortiden på stedet er beskeden Info-tavle med ganske mange oplysninger (fotoalbum).
OBS: Det lille billede tv. er et link til samme billede i fuld størrelse. Det viser bebyggelsen i 1936 på begge sider af den nordlige ende af Wilhelmstrasse. (Kilde: Karl Kristian Lammers: Hovedstad Berlin 1871-2000. Magt arkitektur og erindring. Side 128).
I trekanten mellem denne gade og Voss Strasse lå nazitidens magtcentrum med Rigskancelliet og Førerbunkeren samt Rigskanslerpalads m.m. Lidt længere nede af Wilhelmstrasse lå/ligger Görings enorme bygning (ca. 56.000 m2), som husede Rigs-luftfarts-ministeriet, osv., osv. Ved skæbnens ironi slap netop denne bygning næsten uskadt gennem krigen og huser nu finansministeriet. Bygningen blev opført 1935/36, hvilket må siges at være en fantastisk præstation, og den ser stadig ud, som om den blev afleveret til indflytning i sidste uge. - Mellem Vossstrasse og Leipziger Strasse, Leipziger Platz og Wilhelmstrasse ligger i dag Berlins nok største indkøbsccenter Mall of Berlin; tankevækkende ikke sandt? På denne måde fik vi afrundet besøgene i Prora og raket-museet i Peenemünde på øen Usedom med det 3. Riges undergang. Men at galskaben ikke sluttede med Hitler fik vi i den grad belyst i STASI-hovedkvarteret. Mon den nogensinde slutter? Album.
Igen en vellykket tur i Tyskland, denne gang i det nordøstlige hjørne. På nær de sidste tre dage i Berlin var der tale om - for os - hidtil uudforskede mål. Stralsund og Rügen var både spændende og indtagende bekendtskaber. Øen er spækket med landeveje med store, gamle vejtræer på begge sider, Deutsche Alleenstrasse, som egentlig IKKE er bygget til biler, men som man alligevel har bevaret - i modsætning til i Danmark. Prora var en uventet stor oplevelse, Peenemünde måske i mindre grad, da emnet her mere var teknik og informationerne knap så vellykkede. Greifswald gav også meget mere end ventet - hvis man ellers er til Caspar David Friedrich - idet de fleste af hans billedmotiver har rødder i byen og på Rügen, herunder ikke mindst klosterruinen Eldena. Berlin bør besøges mindst én gang om året og afrundede på bedste vis endnu en dejlig tur.