Det meste siges med billederne i de mange albummer, så denne side er mere tænkt som en oversigt over turen. - Der er (stort set) et album for hver etape.
1. etape: Esbjerg - Münster, ca. 600 km, med ankomst ret tidligt på eftermiddagen i pragtfuldt vejr. Vi boede på Johanniter Gästehaus, der viste sig at være fremragende med et dejligt værelse og et i særklasse fantastisk morgenmåltid - hvilket sikkert skyldes kursusvirksomheden, snarere end holtelgæsterne... Stedet er faktisk et uddannelses- og seminarcenter for ordenen, men må åbenbart have overskud af værelser og fungerer derfor tillige som et dejligt og velbeliggende hotel.
Seværdigheder i byen:
Rathaus Friedenssaal (Den Westfalske Fred i 1648), Sct. Paulus Domkirken, Altstadt. Album.
2. etape gik fra Münster til Péronne ved Somme-floden, et af de blodigste områder i Første Verdenskrig, men ruten førte os lige forbi Aachen, med Karl d. Stores pragtfulde katedral, som vi benyttede lejligheden til at besøge.
Vi havde bestilt to nætter på et lille hotel, Auberge Hôtellerie des Étangs i Péronne, med henblik på at forfølge temaet 1. Verdenskrig.
Somme-navnet er uløseligt knyttet til Slaget ved Somme, der indledtes af briterne den 1. juli 1916. Dagen står tilbage som den blodigste nogensinde for den britiske hær med et tab på godt 57.000 (små tres tusinde). Slaget fortsatte til 19. november 1916 og i løbet af denne korte periode løb det samlede tab op i over 1 mio... Men så var man også trængt ca. 12 km frem! Englænderne er i fuld gang med at restaurere et gigantisk mindesmærke over savnede efter slaget (ca. 73.000), således at det er klar til 100-års dagen den 1/7 2016. Album.
3. etape gik via
Giverny, Fondation Claude Monet (Monet's hjem og have), hvor mange af hans billeder er malet. Album. Herfra videre til l Chartres, hvor vi gerne vil (gen-) besøge Katedralen i Chartres. Album.
4. etape:
Chartres - Oradour-sur-Glane. Wiki her.
Tema: Massakren i Oradour (2. verdenskrig). Overnatning i Saint-Junien. Album.
5. etape: Saint-Junien via Sarlat og Beynac til Anne's lejede hus/slut længede nede ad La Dordogne, hvor vi havde "booket" to overnatninger. Sarlat-album. Annes hus-album. Dordogne-album.
6. etape: Dordogne - Reims, ikke mindst med henblik på at besøge katedralen sammesteds. - Katedralen var et yndet motiv for Monet's verdenskendte impressionistiske billeder. - Ruten gik ubehagelig langt ind gennem Paris, men takket være GPS var der ingen problemer med at navigere, og det reducerer jo stressniveauet betragteligt. Album.
7. etape: Reims - Beverungen nær Höxter ved Weserfloden. Udmærket og stort hotel, der tilsyneladende var udsolgt, og ikke mindst belagt med tur-cyklister...
8. etape: Beverungen - Esbjerg. Trods mange og lange strækninger med vejarbejde forløb turen uden nævneværdige problemer. Vores efterhånden noget bedagede Mazda blev helt "kjælle" og fik da også lov til at strække lidt ud. De mange forudgående km havde åbenbart kureret gigten i de gamle lemmer.
I alt kørte vi knap 4.100 km på ti dage, hvilket klart var for meget.
Anledningen til turen var Anne's initiativ med at leje hus ved Dordogne og en efterfølgede invitation til at besøge dem. I forvejen indgik det i planen, at Nate's søster, Penny med Mike, børnene, og Mike's forældre, Ruth og Russ, også var hos dem. Vi sagde med glæde ja til to overnatninger, bl.a. med henblik på at sejle på Dordogne den hele dag, vi fik til rådighed. Vi var heldige med vejret og sejlturen var åbenbart en succes, ligesom vi i det hele taget nød samværet med dem alle. Anne havde lejet et overdådig flot og charmerende hus med rigelig plads til alle.
For os var besøget et dejligt - og det vigtigste - indslag i hele turen. Tak for det!