Sydtyskland og München

Nedenstående i i hovedsagen et referat af et dagsseminar afholdt forud for en kulturejse til München, en rejse som vi ikke deltog i, eftersom vi allerede havde planlagt vores tur til Frankrig og Tyskland i september. Men vi havde stor glæde af dagen som inspiration til vores egen tur, jf. Beretning.

1. Historisk gennemgang ved Bent Iversen (i stikord + lidt mere). (Den 16. marts 2013. SDU i Esbjerg.)

Bayern (Freistaat Bayern) er Tysklands største delstat med ca. 12,5 mio. indbyggere og et areal på 70.550 km2.

Bayern er Tysklands vækstområde.

Ca. 2,4 mio. sudetertyskere blev fordrevet fra Tjekkiet iht. stormagtsaftaler ved slutningen af 2. verdenskrig (Potsdam/Jalta). Denne tilvandring viste sig på sigt af stor positiv værdi for delstaten med den store appetit på arbejdskraft. Også stor tilvandring fra det øvrige Tyskland (ca. 0,7 mio.), især fra det tidligere DDR. I begge tilfælde tilflyttet arbejdskraft uden integrationsproblemer.

Stort set fuld beskæftigelse. Ca. 67% er katolikker, 24% er protestanter.

München har ca. 1,4 mio. indbyggere. Navnet skulle henvise til, at byen er opstået ved et kloster, dvs. ved munkene (”Mönche”). Ca, 80 % af den indre by blev ødelagt under 2. verdenskrig, men den er ikke endt som ”kulisseby”. I lange stræk har byen haft socialdemokratisk bystyre. 24,2 % er ikke-tyskere, især kroater, ingen ghetto dannelser. Bayern og München har således formået at undgå større problemer med muslimske indvandrere, angiveligt fordi de ikke har fået lov at gå ledige og dermed er blevet bedre integrerede end mange andre steder i Tyskland/Europa.

Vis stort kort

Historisk tilbageblik – i grove træk og store linjer.

I 1648 sluttede 30-års krigen, der havde lagt store dele af Europa nord for Alperne øde. Den sluttede med indgåelse af den Westfalske fred i Münster, der regulerede forholdet mellem de europæiske lande (selv om der fortsat var masser af krige mellem dem) helt frem til den franske revolution i slutningen af 1700-tallet, og – i forlængelse heraf – Napoleonskrigene. 

Under Napeleonskrigene (1804-15) var Bayern først allieret med Napoleon og deltog som sådan (katastrofalt) i Ruslandsfelttoget (1812). I modsætning til Danmark-Norge lykkedes det for Bayern at skifte side i tide og deltog dernæst i de allieredes krig mod Napoleon.

Napoleonskrigene afsluttedes med Wienerkongressen (1814-15), som medførte store territoriale ændringer, herunder at Danmark måtte afstå Norge til Sverige – OG at Det Tyske Forbund blev oprettet, mens det tysk-romerske kejserrige forsvandt. Via hertugdømmerne, Slesvig-Holsten og Lauenburg blev Danmark medlem af dette forbund, hvilket senere fik stor (negativ) betydning for Danmark i de to slesvigske krige, 1848-51 og 1864.

Op gennem det nittende århundrede steg Preussens magt og indflydelse støt. Den preussiske konge, Wilhelm I., havde med Otto von Bismarck fået Europas måske største statsmand. En fredens mand (!), der gennem velvalgte krige og den hastigt voksende nationalisme formåede at samle Tyskland (”Lille Tyskland”, dvs. uden Østrig), slå først Danmark (1864), så den tidligere allierede fra 1864 Østrig (1866) og så Frankrig i Den fransk-tyske krig (1870-71). Med udråbelsen den 18. januar 1871 i spejlglassalen i Versailles af kong Wilhelm af Preussen som kejser Wilhelm I. af Tyskland var Tysklands samling en realitet. En ny supermagt var skabt – og grunden lagt til de to verdenskrige, men det er en anden historie.

Bismarck med den preussiske hær i ryggen er sikkert baggrunden for, at det blev Preussen og ikke Bayern, som blev den ledende tyske (del-) stat. I krigen (1866) mod Østrig valgte Bayern at stå på Østrig side – og tabte. Bayern var imidlertid stor nok til, at de kunne nøjes med at indgå en aftale med Preussen om, at opgive sin uafhængighed, men det fik lov til at beholde både egen hær og konge (Ludwig II) samt postvæsen... Det bayerske kongehus fortsatte derfor helt til og med afslutningen af 1. Verdenskrig. Til glæde for kunst, arkitektur og sikkert også en hel del kvindfolk…

Feltherrnhalle i München, opført på opdrag af kong Ludwig I., hædrer to ledende bayerske feltherrer fra 30-årskrigen og krigen mod Napoleon, nemlig greve og hærfører Tilly og generalfeltmarskal Wrede. (Tilly havde også den frækhed at slå vores Chr. IV ved Lutter am Barenberg (1826), hvorefter det gik støt tilbage for samme Christian, men det er også en anden historie).  

Før Tysklands samling den 18. januar 1871 var der mere end 300 fyrstendømmer og bystater.
Sprog og nationalisme blev baggrunden for nationalstaten med Bismarck fra Preussen som strateg.

I 1806 blev hertugen af Bayern, Maximilian I., konge af Bayern. Han var 1795-1799 hertug af Zweibrücken, 1799-1805 kurfyrste af Bayerne, og 1806-1826 altså konge af Bayern. Titlen kurfyrste betød, at man var medlem af det valgkollegium, som valgte den tysk-romerske kejser – hvilket indebar rige muligheder for bestikkelse, muligheder, som man naturligvis vidste at udnytte til det yderste…   

Maximilian blev efterfulgt af sønnen, Ludwig 1. af Bayern, der var konge i perioden 1825 – 1848, hvor han blev tvunget til at abdicere som følge af Martsrevolutionen (og et helt umådeholdent forbrug af kvinder…). Han var en stor kunstmæcen og stod bag en række storladne nationale symboler i Bayern og især i München. Ludwig I. lod bl.a. opføre:

Walhalla, der er navnet på et tempel, som ligger ved byen Donaustauf øst for Regensburg. Walhalla ligger højt hævet med udsigt over Donau. Templet er opført som en kopi af det græske tempel Parthenon i Athen, men navnet er hentet fra den nordiske mytologi. Dets funktion er at ære store personligheder, som måtte have fortjent dette, dvs. ikke kun tyskere, ret skal være ret. Byggeriet blev startet i 1830 og blev indviet den 18. oktober1842. Arkitekt var Leo von Klenze.

Befreiungshalle blev opført til minde om sejren over Napolen i befrielseskrigene 1813-15, opført på Michelsberg ved byen Kelheim i Niederbayern. Set fra Regensburg ligger det opstrøms ved Donau og tæt ved tilløbet Main-Donau-Kanalen.

München og Ludwig I, foruden allerede omtale Feltherrenhalle var han bygherre på:

Ludwigstrasse begynder med Odeonplatz (ark. Klenze) ved Residenz (ark. Klenze) og Feltherrnhalle (ark. Gärtner) og løber fra syd mod nord til Siegestor (ark. Gärtner) forbi Ludwig-Maximilian-Universit (ark. Gärtner), Ludwigskirche (ark. Gärtner) og Bayriske statsbibliotek (ark. Gärtner),

Königsplatz (efter udkast af ark. Karl von Fischer) med Propyläen og Glyptothek (alle ark. Klenze)
Alte Pinakothek (ark. Klenze), der ligger over for Neue Pinakothek (den originale bygning tegnet af Gärtner og Voit); bygningen blev ødelagt under 2. Verdenskrig og den nuværende bygning er opført i postmoderne stil.

München blev imidlertid også den nazistiske bevægelses hovedsted, mens Berlin blev statshovedstad og Nürnberg stedet for partidagene. Vi kommer her ikke uden om Adolf Hitler (1889-1945):
1920: DAP gøres af Hitler til NSDAP
1923-24: Møntreform efter hyperinflation og sammenbrud, der berøvede alle sparere deres midler
1924: Rigsdagsvalg, uden betydning for NSDAP. AH var fængslet og løsladt som kupmager.
1928: Rigsdagsvalg. Elendigt for NSDAP
1930: 18,3 % på landsplan
1933: 43,9 % på landsplan – men lavere i Bayern og endnu lavere i München
1933: NSDAP/Hitler fik regeringsmagten.
1933-45: Det tredje Rige.

Nazi-arkitektur i München.

Hitler (AH) havde opholdsadresse i byen.
Ved Karolinenplatz med Klenze’s store Obelisk, tæt ved Königsplatz, byggedes Führerbau og Vervassungsbau. Obelisken var til minde om de ca. 30.000 bayere, der faldt under Ruslandsfelttoget. - Kun 27 kom levende hjem.
Karolinenplatz og Königsplatz forbindes med Briennerstrasse. På begge sider af denne gade var der et stort antal nazi-bygninger, men de er givetvis næsten alle revet ned, bl.a.
To ærestempler, som lå symmetrisk lige op til gaden. Som nabo hertil, men lidt længere inde i området kom yderligere to ens bygninger:
Führerbau tjente i nazi-tiden som repræsentationsbygning for bevægelsen. På dette sted skal AH have undertegnet ”Fred-i-vor-tid”- dokumentet. Bygningen er nu musikskole.
Søsterbygning, NSDAP -administrationsbygning.

Se nedenfor for kortudsnit med tilhørende fortegnelse.

Hofbräuhaus var tilholdssted for AH. Han holdt i 1918 der sin første tale. Dette værtshus ligger næsten i centrum af den gamle by og lever i bedste velgående.

2. Mette Smed kunsthistorisk gennemgang.

Hun indledte med en kort omtale af Ludwig I og Münchens udvikling fra en typisk befæstet by med volde, bastioner, porte og voldgrave og gik så i gang med

Residenz.

Slottet har rødder tilbage i 1300-årene og er et kludetæppe af til- og ombygninger og dermed begunstiget af mange stilarter. (Wiki om slottet her.)

Antikvarium er fra 1500-tallet og ligger underligt på tværs af det øvrige bygningskompleks. Det er udsmykket med såkaldte ”grotesker” (navnet refererer til grotte). Med det overvældende antal billeder og statuer er formålet tydeligvis at imponere.

Brunnenhof med fontæne i manierisme stil.

Der er paradeværelser i rokokostil, som er karakteriseret ved sine svungne former, ”øre”-former, rocaille, lethed, glathed, elegance, lys. Dekorationen er det væsentlige. Billedrammerne kan således næste ”overdøve” billederne. Hele teatret er også i rokoko stil.

Rokoko er fremkommet i opposition til barok, der er mere overlæsset og svulmende i formerne og som i billederne er helt domineret af lys-/mørke kontraster (claire/obscure).

Ludwig I. tronsal er empire, der er en videreudvikling af nyklassicisme.

Slottet blev også stærkt beskadiget under krigen, men der er alligevel bevarede rum med fresker med Niebelung-motiver, dvs. nationalromantisk fortælling.

Nymphenburg. (Slottets hjemmeside her.)

Er et kæmpestort barokslot a la Versailles. Der er flere små slotte i den enorme barok-park:
Amalienburg, et fund for kunsthistorikere
Badenburg – med indendørs swimmingpool
Pagodenburg – kinesisk stil beklædt med kinesisk porcelæn.
Magdalenenklause (klause = indelukke, indhegning) – til religiøs fordybelse efter for mange kvinder, velsagtens…
Og så blev der etableret en porcelænsfabrik (første fabrik var vist i Meissen, Sachsen o. 1720), men fra midt i 1700-tallet blev der også produceret porcelæn i Nymphenburg. Motiverne var ofte fra Commedia dell’Arte – i rokokostil.

Amalienburg, opført af Karl Albrecht til ære for konen, Maria Amalia. Deraf navnet. Det er opført som et lystslot og jagthytte og et pragtstykke i europæisk rokoko. Francois Cuvilliés har ikke bare tegnet bygningen men al udsmykning og interiør, der er mao. tale om et ”Gesamtkunstwerk”.  I rokokotiden begyndte fyrsterne at sætte mere pris på privatlivs fred, hvilket bl.a. gav sig udtryk i nogle indtagende slotskøkkener, hvor fyrstinderne måske endog kunne varme lidt vand…

Sankt Johann Nepomuk kirke (Asam-kirke).

Opført af Asam-brødrene, 1733-46. Den ene af brødrene var arkitekt, billedhugger og stukkatør, den anden var arkitekt og maler. Den er opført på et smalt grundstykke på Sendlinger-Strasse i Altstadt. Kirken er opført for private (egne) midler og brødrene havde derfor helt frie hænder i projektet. Stilen er sen-barok, grænsende til rokoko. Stilen minder meget om Bernini i Rom, med fremspring på gavlen, der nærmest virker ”håndæltede”, med forkrøpninger, mange lag af friser, en svungen fronton, der er gennembrudt af et hjerte (?) på vej op i himlen. Maksimal udnyttelse af lys og skygger… I det indre ses mange snoede søjler, der også er karakteristiske for romersk barok. Brødrene havde også de to nabohuse, hvoraf det ene har en meget interessant udsmykket facade.

Ludwigstrasse med tilhørende pladser og bygninger blev gennemgået.

Pinakothekerne og Propylæerne ligeså, herunder de udfordringer, som lysindfald stiller til fremvisning af malerisamlinger, f.eks. kun vinduer i taget eller mod nord. Forskellige filosofier mht. publikums adgang til billederne: 1. Den slagne vej eller 2. Det må man selv bestemme.

Bavaria Statuen, en kolossal stor statue (godt 18 m høj, Frihedsgudinden uden sokkel er 46 m) lige nabo til området for oktoberfesterne. I tilknytning til statuen er opført æres-templer i klassisk græsk stil. Statuen og bebyggelsen skal naturligvis symbolisere Bayerns storhed og magt.

Området ved Königsplatz var NSDAP-centeret i München:

Numrene henviser til følgende bygninger (Nazi Party Quarter 1941):

1. Führerbau
2. NSDAP’s administrative building
3. Temples of Honour
4. Redesigned Königsplatz
5. Führer’s deputy and staff:Das Braune Haus
6. Führer’s deputy and staff
7. Office of the Führer’s deputy
8. NSDAP Central Office for the implementation of the Four Year Plan
9. Insurance Office - Party Treasurer
10. Heating plant, technical installations and Party Offices, flats for party-officials
11. Insurance Office - Party Treasurer
12. Head Office 5, Party Treasurer’s legal office
13. Commission for Economic Policy
14. Head Office of the National Socialist Student Association Arbitration Division of the Party Treasurer
15. Head Office of Party Propaganda
16. National Socialist Press Office and Foreign Press Office
17. National Socialist Student Association
18. Head Office of National Socialist Youth Organisation
19. National Socialist Lecturer’s Association
20. + 21. Head Office of the SS
22. Branch Post Office of the Party
23. + 24. Head Office of the NSDAP
25. -30. Properties let by the NSDAP: 27 SA, SS, Hitler Youth, Photographic Shop Heinrich Hoffmann
31. Party Budgetary Office, Head Office SS
31. -34. Supreme Leadership of the SA
35. Telegraph Office, print works of the NSDAP
36. National Socialist Women’s Auxiliary
37. Property let by the NSDAP
38. Legal Office NSDAP
39. Property let by the NSDAP
40. Legal Office NSDAP
41. Audit Office and NSDAP Accounts Office
42. Supreme Court of the NSDAP
43. Organisation Leadership of the NSDAP
44. NSDAP Chancellery (only the basement completed)
45. Head Office of the Party Buildings’ Department
46. Head Office of the NSDAP
47. Head Office of the NSDAP, Hitler Youth
48. + 50. Head Office of the Party Buildings’ Department
51. Service Buildings
52. State Police Headquarters Munich
53. Prison Building

Jf. i øvrigt en udførlig beskrivelse her.