Nogle af kirkerne på vores vej...

I München blev vi mest imponeret af en ganske lille kirke, bygget ind i en almindelig husrække, af to brødre - brødrene Asam. Dette er barokstil for fuld udblæsning og absolut en rejse værd, i det mindste i sammenhæng med det overflødighedshorn, som München ellers byder sig til med. Det er vist også enestående, at privatpersoner bygger en pragtkirke.

I Frankrig var vort første egentlig mål Le Corbusier's "Chapelle Notre-Dame du Haut" i Ronchamp, så laaangt ude på landet, at man skal anstrenge sig for at finde det (GPS!). Det er opført i jernbeton i 1950-55 og var dengang revolutionerende moderne. Bygningen ER også flot. Le Corbusier demonstrerer her, hvorledes jernbetonkonstruktioner sagtens kan formgives, uden at resultatet fremtræder, som noget der er bygget af legoklodser: Her er ingen kvadratiske eller rektangulære former. Man kommert snarere til at tænke på Gaudi eller Hundertwasser. Til gengæld har formgivningen i den grad taget overhånd i forhold til funktionen, at der næsten ingen (sidde-) pladser er inde i kirken/kapellet. - Messerne holdes derfor lige uden for kirken/kapellet.

Selve konstruktionen er åbenbart også dårligt udført - eller dårligt designet, idet der er meget store revnedannelser i ydervæggene, skader der formentlig kan henføres til indtrængende vand og deraf følgende rustdannelser i armeringsjernet.

Le Corbusier er i øvrigt i høj grad den åndelige fader til meget af de forfærdelige boligblokke, som er rammen om det meste af den sociale elendighed, der findes i de (fleste) større byer. Som f.eks. Gjellerup-planen i Brabrand. Betonbyggeri, som nu mange steder helt eller delvist igen rives ned. - Man gør ham nok i denne forbindelse uret ved at have skrællet mange af hans gode idéer fra, såsom taghaver, åbne rumplaner, står på søjler, ubundne facader og blot bibeholdt det helt ensartede.

Men størst indtryk fra denne tur gjorde katedralen i Albi, Cathédrale Sainte-Cécile d'Albi, der angiveligt er Verdens største murstensbygning. Når man ser den udefra, gør den naturligvis indtryk på grund af størrelsen, men det er dens indre, der virkelig er overvældende. Man kan næppe sætte en håndflade et sted uden udsmykning. En del heraf er en kæmpemæssig fresko under orglet. Oprindeligt var der nemlig tale om én sammenhængende fresko på ca. 200 m2, skabt 1474-84, men i det attende århundrede delvis ødelagt ved, at der blev lavet en stor åbning midt i ind til et kapel bagved.

Men der er så nu de to fresker, som jeg vil opholde mig lidt ved. Det/de forestiller Dommedag, og det billede har nok kunnet hensætte messedeltagerne i en svær eftertanke - og stor beredvillighed til at købe sig aflad. Bibelen har meget lidt om Helvede, og hvad der foregår der, vist slet intet om Skærsilden, den fokuserer mere på Himlen, og hvorledes man kommer der. (Jeg er her på tynd is...) Men den katolske kirke har af indlysende grunde haft stort udbytte af at udpensle, hvad er sker med de syndere, der ikke kvalificerer sig til at komme ind i himlen. Her bliver tingene meget komplicerede, og det bliver svært at holde en linje i fremstillingen. På dansk kender vi stadig (som et levn fra før Reformationen) begrebet Dødssynd, og nogle ved endda, at der findes syv af dem (1. Hovmod, 2. Misundelse, 3. Vrede, 4. Dovenskab, 5. Griskhed, 6. Glubskhed og 7. Utugt). Det tilsvarende begreb på engelsk er "deadly sins", men i tilgift har de så også "mortal sins", der er meget værre, dvs. de klares ikke ved et ophold i Skærsilden. Alt dette har den katolske kirke udtænkt, kortlagt og gjort til en del af dens forretningsgrundlag.

Hele denne "geografi" er imidlertid også blevet grundigt behandlet i et af verdenslitteraturens største værker, nemlig Dante's "Den Guddommelige Komedie", der lige pt. næsten er blevet dagsaktuel med Dan Brown's (Da Vinci Koden) nyeste bog, Inferno, der netop refererer til Den Guddommelige kommedie. Inferno = Helvede, og Helvede er ganske fintmasket opdelt i ni ringe, hvor nogle af ringene igen er underopdelte, f.eks. er Syvende Ring forbeholdt voldsmænd. Den bevogtes af en rigtig led fyr, Minotaurus, der er halvt tyr og halvt menneske (værre end den værst tænkelige rocker); denne ring er opdelt i Ydre Ring, Midterste Ring og Inderste Ring. Sidstnævnte er en ørken af brændende sand, hver det regner med flammer... Ottende Ring er underopdelt i ikke mindre end Ni Grøfter, hvor klienterne pines på de mest udsøgte måder. De allerværste "sidder" længst inde i Helvede helt tæt på Satan selv, der holdes fanget her.

Linket til Den Guddommelige Kommedie ovenfor går til en prisværdig udførlig (dansk!) artikel om geografien "hinsides livet", hvor skærsild og helvede fylder foruroligende meget. Hos ham er Skærsilden reserveret til folk, der har begået en af De Syv Dødssynder - med en nøje afpasset afdeling til hver af dødssynderne; mens de her venter på Dommedag, bliver de renset og kvalificere sig på denne måde til at komme i Himlen. Dem, der er endnu værre (nogle politikere f.eks...), skal naturligvis pines i al evighed.

Der er lavet mange andre fremstillinger af Dommedag, den mest kendte er nok den i Det Sixtinske Kapel af Michelangelo, men fresken i Sainte Cecilie gør omhyggeligt rede for, hvad der venter syndere i mange af de forkellige afdelinger "dernede". Det er virkelig en tegneserie for voksne. Se album...