Sydtyskland og Frankrig, 2013, en rundtur i bil.

Afgang Esbjerg ca. 0645 i silende regn og ca. 14 grader. Regnen fortsatte med vekslende styrke til omkring Hannover, og først efter Kassel begyndte det at klare op. Ankom efter små 700 km til Breitenbach am Herzberg ca. kl. 1515 og 17 grader Celcius til forudbestilt værelse. Gad heller ikke mere.

Landhotellet overraskede med et fremragende køkken, hvor 'vor mor' åbenbart selv stod i køkkenet og tilberedte de lækreste svinemedaillons med kroketter og pebersovs plus salat. Mums! Uden elevator var det lidt af en udfordring at komme tilbage til værelset på første sal. (Jo, vi var skam ædru!).

Dag 2.

Vi stod (tidligt) op til pragtfuldt vejr, som holdt sig hele dagen: Sol, næsten vindstille og 20-24 grader.

Første mål var en vinbonde i nærheden af Würzburg, som var blevet os varmt anbefalet. - Würzburg ligger i hjertet af Franken, der laver noget af verdens bedste hvidvin: Frankenwein. Vi blev venligt modtaget, smagte på varerne og købte et par kartoner, inden vi satte kursen mod Residenz-slottet i Würzburg, (se også her) UNESCO kulturarv og et af europas flotteste Barokslotte.

Bygherren var en såkaldt fyste-biskop, en religiøs og verdslig regent i én og samme person. Arkitekten var Balthasar Neumann, som allierede sig med en af Italiens største fresko-malere, Tiepolo. Resultatet er overvældende, bl.a. med verdens måske flotteste trapperum med Tiepolos fantastiske loftsmaleri højt oppe (fresko). Vi fik i øvrigt en fremragende (engelsk-sproget) guided rundvisning af en særdeles vidende og ganske charmerede dame. Hun beskrev trapperummet grundigt, f.eks. hvorledes datidens damer i deres rober på grund af korsettet inderst inde var nødt til nærmest at krabbe sig sidelæns op ad trapperne. Tiepolos's loftsmaleri er en allegori over de fire verdensdele (Dengang var der nemlig kun fireaf dem: Europa, Asien, Afrika og så opkomlingen Amerika).

Hun fortalte om byggeriet, der varede i over 60 år, 64 vist helt nøjagtigt. Slotten var meget nær ved en total udslettelse (ligesom i øvrigt den indre by) i 2. verdenskrig. Begge sidefløje blev 98% ødelagte, men selve midterpartiet med trapperummet blev kun lettere beskadiget. - Havde det ikke været for en usædvanlig amerikaner blandt besættelsestropperne, var Tiepolos loftsmaleri imidlertid alligevel gået til grunde. Straks efter Tysklands kapitulation sørgede han for afdækning af det svært beskadigede tag over trapperummet.

Desværre er fotografering inde i slottet total forbudt, og altså også uden blitz, hvilket er ganske usædvanligt. Slottets smukke rokokohave måtte så holde for, og den er da også meget fotogen, jf. albummet.

Næste mål var Walhalla lidt øst for Regensburg på en skrænt ved Donau. Bygherren var kong Ludwig d. 1. af Bayern.

Det blev bygget mellem 1807 og 1842 som et græsk tempel i dorisk stil. Tempelhallen bruges til en samling af portrætbuster af store herskere, politikere, filosoffer digtere komponister og forfattere. Templet tager sig sikkert allerbedst ud set fra Donau-floden, men det fik vi jo ikke efterprøvet. Album.

Sidste etape var så turen med Autobahn til vort hotel de næste fire nætter i München. Dejligt værelse, men desværre er al deres internet adgang ude af drift, så vi føler os helt afskåret fra omverdenen. Heldigvis satte vores grundige forberedelse os i stand til at finde områdets bedste restaurant, en kineser, som mere end levede op til vore i forvejen store forventninger.

Dag 3. München, slottet Nymphenburg.

Indledende bemærkning.

Bayern (Freistaat Bayern) er Tysklands største delstat med ca. 12,5 mio. indbyggere og et areal på 70.550 km2.

Bayern er Tysklands vækstområde.

Ca. 2,4 mio. sudetertyskere blev fordrevet fra Tjekkiet iht. stormagtsaftaler ved slutningen af 2. verdenskrig (Potsdam/Jalta). Denne tilvandring viste sig på sigt af stor positiv værdi for delstaten med den store appetit på arbejdskraft. Også stor tilvandring fra det øvrige Tyskland (ca. 0,7 mio.), især fra det tidligere DDR. I begge tilfælde tilflyttet arbejdskraft uden integrationsproblemer.

Stort set fuld beskæftigelse. Ca. 67% er katolikker, 24% er protestanter.

München har ca. 1,4 mio. indbyggere. Navnet skulle henvise til, at byen er opstået ved et kloster, dvs. ved munkene (”Mönche”). Ca, 80 % af den indre by blev ødelagt under 2. verdenskrig, men den er ikke endt som ”kulisseby”. I lange stræk har byen haft socialdemokratisk bystyre. 24,2 % er ikke-tyskere, især kroater, ingen ghetto dannelser. Bayern og München har således formået at undgå større problemer med muslimske indvandrere, angiveligt fordi de ikke har fået lov at gå ledige og dermed er blevet bedre integrerede end mange andre steder i Tyskland/Europa.

Vort besøg på Nymphenburg Slot:

Sommerresidens for kurfyrster og konger. I 1662 forærede kurfyrst Ferdinand Mary sin (italienske) kone, Henriette Adelaide (1636-1676), landområdet som gave, fordi hun havde født ham en arving - en søn, Maximilian Emanuel (1662-1726). Området var på dette tidspunkt større end München og lå langt uden for byen.

To år senere begyndte hun at bygge et sommerpalads på stedet som en klassisk italiensk villa, dvs. med kvadratisk grundplan. Denne villa eksisterer stadig som den centrale, midterste sektion af det enorme slotskompleks.

Kurfyrst Maximilian Emanuel ombyggede og udvidede slottet enormt med bl.a. sidefløje. Maximilian fik (naturligvis) en militær uddannelse og udmærkede sig i en ung alder i forsvaret af Wien mod tyrkerne. Hans militære succes medførte, at han blev statholder i de spanske nederlande, hvor han opholdt sig i mange år - og blev inspireret af nederlandsk byggestil. Efter den spanske arvefølgekrig mistede han positionen som statholder og opholdt sig i nogle år ved det franske hof i Versailles..

Efter hjemkomsten havde han fået nok af krig og helligede sig kunst, kultur og ikke mindst opførelse af pragtslotte. Nymphenburgs ombygning og udvidelser er således meget stærkt inspireret af slottet i Versailles, både i udseende og omfang, også hvad parkanlægget angår. Faktisk brugte han så mange penge på disse interesser, at han ved sin død efterlod sig en gæld på ca. 10 gange det bayerske bruttonationalprodukt... Og så, heldigvis, den perlerække af slotte, som vi kan glæde os over den dag i dag.

Foruden udvidelserne af selve slottet blev der bygget fire små slotte i slotsparken, der hver for sig er rene perler for folk med interesse for stilarter:

Pagodenburg, opført 1716-19. OBS: Dette link giver også let adgang til artikler om de øvrige tre slotte i parken.

Badenburg, opført 1718-21. Badeslot med opvarmet indendørs swimmingpool...

Magdaleneklause, opført 1725-28 (Arkitekt: Effner)

Amalienburg, opført 1734-39.

Dagens album omfatter en del billeder fra såvel hovedslottet, de fire park-slottet og selve parkanlægget.

På hjemvejen stoppede vi på Odeonsplatz, tæt på bl.a. Residenz og Feldherrnhalle:

Feltherrnhalle (billeder i album) i München, opført på opdrag af kong Ludwig I., hædrer to ledende bayerske feltherrer fra 30-årskrigen og krigen mod Napoleon, nemlig greve og hærfører Tilly og generalfeltmarskal Wrede. (Tilly havde også den frækhed at slå vores Chr. IV ved Lutter am Barenberg (1826), hvorefter det gik støt tilbage for samme Christian, men det er også en anden historie).  

Det var en meget smuk dag med helt perfekt sensommervejr (25-30 grader, skyfri himmel). Vi ville naturligvis ikke køre rundt i byen i egen bil, så vi startede dagen med at sætte os ind i byens fremragende offentlig transportsystem med S-Bahn, U-bahn, sporvogne og - masser af sporvogne. Vi købte simpelthen en 3-døgns fælles billet, der dækker samtlige nævnte transportmidler i hele München, og så kan man ellers bare drøne rundt.

Byen virker ren, venlig og flot, så man føler sig hurtigt godt tilpas.

Dag 4: Malerisamlinger, rådhus, øl og hornmusik.

München har kunstmuséer i absolut verdensklasse. Her i byen hedder en bygning med en malerisamling et pinakothek, hvilket bare er et græsk ord, som betyder netop dette. Og den slags bygninger har de flere af her - i dag har vi således besøgt:

Alte Pinakothek - dvs. malerisamling fra en lidt ældre periode (heldigvis ikke tudsegamle kirkemalerier). Vi tog off. transport til Königsplatz og dukkede op fra dybet lige ved Propylaen, der danner en gigantisk port til en plads omkranset af to bygninger, bygget som græske templer, hhv. Antiksamlingen og Glyptoteket, to samlinger som vi ikke når at besøge i denne omgang. Albummet med samlingen i Alte Ponakothek omfatter også billeder af Propylaen og de to tempellignende muséer.

Neue Pinakhotek - hvis samling går helt op til, men ikke med, moderne malerier. Gamle og Nye Pinakothek ligger heldigvis lige over for hinanden, se album.

Herefter var vi godt møre af de mange indtryk - og tørstige af den tørre museumsluft. Vi tog de nødvendige transportmidler ind til centrum i Altstadt, dvs. Marienplatz og dukkede op lige på rådhuspladsen med Marie-søjlen, som sikkert tillige med Frauenkirche har givet navn til pladsen. Rådhuset er i nygotisk stil, og der er offentlig adgang til en rådhusgård, som bruges af rådhuskantinen. I det pragtfulde vejr var der ikke andet at gøre end at købe et par fadbamser og indtage dem i gården.

Således forfrisket gik vi lidt længere mod øst og fandt Hofbräuhaus, der vel er et af verdens kendteste værtshuse - med plads til ca. 900 gæster. Midt på eftermiddagen var det vel kun godt halvfuldt, men orkestret var både på plads og i orden, og der blev serveret og kunsumeret mange hel-liters krus. - Det må vi prøve i morgen. Se album med billeder af rådhus, Hofbräuhaus og Frauenkirche. - Blandt tidligere gæster i Hofbräuhaus tælles også A. Hitler, jf. wiki-linket.

Dag 5: Residenz slottet, (mere) øl, Asam-kirken, og andre store seværdigheder.

Vi tog toget til Odeonplatz for at gå derfra til Pinakothek der Moderne, men også for at udnytte morgensolen til at vende Ludwigstrasse, begynder med Odeonplatz (ark. Klenze) ved Residenz (ark. Klenze) og Feltherrnhalle (ark. Gärtner) og løber fra syd mod nord til Siegestor (ark. Gärtner) forbi Ludwig-Maximilian-Universit (ark. Gärtner), Ludwigskirche (ark. Gärtner) og Bayriske statsbibliotek (ark. Gärtner), og det kom der da en del billeder ud af, hvoraf nogle er bevareret i album.

Da vi endelig nåede frem til den formodede adresse for Pinakothek der Moderne, kunne vi ikke finde indgangen... Det viste sig, at det pt. er lukket pga. ombygning og nyordning. Vi satte derfor (igen) kursen tilbage mod Residenz, men lagde lige vejen ind gennem Hofgarten, Residenz's slotshave, et dejligt åndehul i Altstadt.

Residenz-Slottet har rødder tilbage i 1300-årene og er et kludetæppe af til- og ombygninger og dermed begunstiget af mange stilarter. (Wiki om slottet her.) Antikvarium er fra 1500-tallet og ligger underligt på tværs af det øvrige bygningskompleks. Det er udsmykket med såkaldte ”grotesker” (navnet refererer til grotte). Med det overvældende antal billeder og statuer er formålet tydeligvis at imponere.

Der er paradeværelser i rokokostil, som er karakteriseret ved sine svungne former, ”øre”-former, rocaille, lethed, glathed, elegance, lys. Dekorationen er det væsentlige. Billedrammerne kan således næste ”overdøve” billederne. Hele teatret er også i rokoko stil. Rokoko er fremkommet i opposition til barok, der er mere overlæsset og svulmende i formerne og som i billederne er helt domineret af lys-/mørke kontraster (clair/obscure). Ludwig I.' tronsal er empire, der er en videreudvikling af nyklassicisme.

Slottet blev også stærkt beskadiget under krigen, men der er alligevel bevarede rum med fresker med Niebelung-motiver, dvs. nationalromantisk fortælling. Nogle af vore mange billeder kan ses her i album.

Stærkt medtaget af den lange travetur og rundturen i Residenz satte vi kursen med Hofbräuhaus for at genoprette vores vaklende væskebalance.

Der var endnu mere leben end i går, idet der i aften er landskamp - i München - mellem Tyskland og Østrig. De mange tilrejsende fodboldfans prægede i høj grad gade- og værtshusbilledet i den indre by. Hofbräuhaus tog i sagens natur sin del af slæbet med at stimulere fansene. Det lykkedes os alligevel at finde en bordende i nærheden af hornorkestret, der tillige med gæsterne skabte en infernalsk larm. Vi fik vores øl, hhv. 1 og ½ liter - gæt selv fordelingen. Det smagte herligt og stedet er en fin oplevelse med larm og godt humør men ingen store branderter. - Hofbräuhaus har i øvrigt kapacitet til 1.000 gæster fordelt på to rum, hvilket selvsagt har stor betydning for støjniveauet, om ølhaven her er inkluderet, er jeg ikke klar over.

Næste mål var Sankt Johann Nepomuk kirke (Asam-kirke), opført af Asam-brødrene, 1733-46. Den ene af brødrene var arkitekt, billedhugger og stukkatør, den anden var arkitekt og maler. Den er opført på et smalt grundstykke på Sendlinger-Strasse i Altstadt. Kirken er opført for private (egne) midler og brødrene havde derfor helt frie hænder i projektet. Stilen er sen-barok, grænsende til rokoko. Stilen minder meget om Bernini i Rom, med fremspring på gavlen, der nærmest virker ”håndæltede”, med forkrøpninger, mange lag af friser, en svungen fronton, der er gennembrudt af et hjerte (?) på vej op i himlen. Maksimal udnyttelse af lys og skygger… I det indre ses mange snoede søjler, der også er karakteristiske for romersk barok. Brødrene havde også de to nabohuse, hvoraf det ene har en meget interessant udsmykket facade. Album.

Dag 6. (lørdag), undervejs München - Ammerschwihr (Colmar).

München var en super oplevelse, yderligere forbedret af fantastisk vejr, men selv ikke det værste vejr ville kunne have ødelagt indtrykket. Vi fik i virkeligheden kun nippet til lidt af byens overflødighedshorn af muligheder, ellers skulle vi i stedet have planlagt mindst to ugers ophold. - Vi bliver nok nødt til at vende tilbage...

Ammerschwihr - en charmerende oplevelse.

Vort overnatningshotel viste sig at have en restaurant i Michelin-klassen - og dertil svarende priser. En gang surkål med vin til kunne erhverves til o. 1.000 kroner, så vi ville da lige først tjekke byens øvrige muligheder. Det viste sig, at de nærliggende restauranter i det mindste prismæssigt også var Michelin, men ca. 200 meter fra vort hotel fandt vi en vinbonde, der også driver en lille restaurant, som kun holder åbent fredag-lørdag-søndag. 'Ham sjel' og konen ordner det hele, og det var en fremragende oplevelse. Vi delte en fantastisk Alsace Pinot Blanc til den lækre mad og på forespørgsel fik vi bekræftet, at det var egen avl. Vi købte på stedet to flasker ekstra til købmandspris og kunne gå derfra med en samlet regning, der vel kun svarede til prisen for forrretten for 1 person på vort hotel. Vi er vel jyder...

Dag 7. (Søndag). Ammerschwihr - Aix-les-Bains via Ronchamp.

I Ronchamp findes den banebrydende arkitekt, Le Corbusier's fantastiske kirkebygning, Chapelle Notre-Dame du Haut. Ronchamp ligger temmelig afsides - i det mindste i forhold til motor- og hovedvej.

Natten forinden var området hærget af et voldsomt uvejr, hvilket betød, at vores GPS-rute var spærret et sted, så vi måtte ud i en ganske kompliceret omvej ad meget små veje og gennem tilsvarende små landsbyer. En stor del af vejen regnede det kraftigt, men heldigvis med opholdsvejr ind imellem, og vi ankom i næsten tøjvejr, men gråt i gråt var det. Der var udendørs messe ved kirken med mange mennesker. Selve kirkerummet er næsten tomt med stole til 20-30 mennesker, men det havde den fordel, at vi i al ubemærkethed kunne liste os ind og tage nogle billeder. Det er altid interessant at se en katolsk messe, idet den involverer et massivt opbud af gejstlige foruden et kor. I dag var der, foruden ham der prædikede (hvis det hedder det), mindst 8 andre. Det lød faktisk godt, og vi kunne konstatere, at han sagde "alleluja" i stedet for "halleluja", men sådan er de jo de franskmænd...

Igen en dag med et stort kørepensum, hvis I forstår, hvad jeg mener. De franske mortorveje er i særklasse søvndyssende pga. forholdsvis ringe trafik (de er nemlig hundedyre!) kombineret med lav hastighed. Heldigvis har vi to overnatninger i Aix-les-Bains. Album.

Dag 8: (Mandag) Aix-les-Bains. Musée Faure, byen og søen.

Vi ankom i en voldsom tordenbyge og stod op til smukkest tænkelige vejr, som holdt sig hele dagen, jf. billederne. Grunden til, at vi gjorde holdt her, var dels Musée Faure med Rodin-samlingen og dels planen om at følge Route Napoleon til Antibes.

Museet var nu ikke ret stort og Glyptoteket i Kbh. har vist bedre Rodin'er, men det har da også en fin lille samling af impressionister. Til gengæld kunne vi så bruge det pragtfulde vejr på byen, søen og endog tilbringe den sidste del af eftermiddagen ved kanten af hotellets pøl - ja, nærmest lege turister.

Vi vil, om muligt, altid gerne spise det sted, vi sover, men har nu gjort den opdagelse, at såfremt ordet "gourmet/gourmand" indgår i menuen, så kan man godt regne med at se store tal til højre for beskrivelsen. Det gælder ikke mindst, hvis hotellet ikke er omgivet af en masse alternative muligheder. M.a.o. så bliver vi NØDT til at gå ned og få noget, der forhåbentligt lever op til prisen...

Tilbage igen. Jo, den var god nok, men vi afparerede (delvist) ved at tage øl i stedet for rødvin til entrecôten. - Det var ret morsomt at lægge mærke til, hvor stille mange blev, når de fik menukortet. Men maden var faktisk perfekt og pengene værd. En fin oplevelse. Album.

Dag 9 (tirsdag): Til Antibes med Route Napoleon.

Vi skulle ind på Napoleonsruten ved Grenoble, hvilket viste sig at indebære kaotisk morgentrafik med lange køer. På et kristisk tidspunkt drattede vores GPS ned, idet sugekoppen ikke virkede ordentligt. - Det gav åbenbart GPS-damen en svær hjernerystelse, som hun led af til langt hen på dagen, hvor hun til sidst var HELT utilregnelig. Endelig kom jeg så i tanker om at slukke og tænde for hende, hvorefter hun var sit gamle, pålidelige jeg igen. - Af en eller anden grund får man et næsten menneskeligt forhold til GPS'er. Man bliver oprigtigt bekymret, når hun (den, strengt taget) bare planløst siger "drej til højre", "drej til venstre" i et væk, og uden at der er vejmæssigt grundlag for sådanne forslag, og hvor stedsmarkøren slet ikke er på en vej.

Det blev en hel dags bjergkørsel i Alperne, hvilket er ganske anstrengende. Måske vi har set for meget rundt om i verden, men vi fandt først den sidste fjerdedel rigtig imponerende. Franskmændende har en grim uvane med ikke at holde afstand, ikke mindst ved bjergkørsel, og på lange strækninger er det ikke muligt at holde ind til siden, og det gør det altså svært at nyde udsigten.

Vi havde regnet med, at Antibes ville være en fredelig, idyllisk by, men viste sig at være et trafikalt helvede, hvor vejene nærmest er én stor parkeringsplads, og hvor man kæmper sig frem med alle midler. Ved rundkørsler, f.eks., er der overhoved ingen ophold i strømmen af biler, så streng taget er det i henhold til gældende færdselsregler ikke muligt at komme ind. Men så maser man sig ind ud fra en forventning om, at modparten ikke ønsker buler i bilen og derfor holder tilbage. Man ruller vinduerne ned og tydeliggør sine hensigter med arme/overkrop. Disse trafikale forhold kom meget bag på os på denne årstid.

Men vejret/klimaet er fantastisk, og det er vel dybest set årsagen til trængslen. Lille album.

Dag 10 (onsdag): Antibes gamle bydel, Picasso-museet og Antibes - Aix-en-Provence.

Lige så skuffede vi var ved ankomsten til Antibes, lige så glædeligt overraskede blev vi ved besøget i den gamle bydel. GPS-damen (igen i fineste form) første os med usvigelig sikkerhed til en P-plads allerdybest inde i den gamle bydel, gennem gader så snævre at vi undertiden næsten måtte køre på to hjul mellem fodgængerne. Efter at have møvet bilen ind i en snæver bås, skulle der så trækkes en billet til forruden i en P-automat. Automaten lignede nærmest cockpitttet i en Boing 737, jf. foto. Heldigvis kom der en flink mand, som demonstrede brugen ved at trække en billet til eget brug, og så faldt brikkerne på plads. Faktisk ganske enkelt og smart: Man starter med at indtaste bilens registreringsnummer og putte penge i, indtil man har tid nok til opholdet, så trykker man på den grønne knap og ud kommer billetten med bilens nummer og sluttidspunkt for (lovlig) parkering.

Inden Picasso-museet åbnede, havde vi nu tid til at orientere os til fods i bydelens snævre og maleriske gader, især ved vandet/havnen. (Se album). Kl. 10 kunne vi betale entré. Desværre var/er fotografering under enhver form helt og aldeles forbudt, men muséet er et dejligt sted, der absolut kan anbefales. - Total forbud mod fotografering er desværre en uskik, som synes at brede sig mere og mere på muséerne. Vejret var desuden nærmest overjordisk: ca. 25 grader, skyfrit og vindstille. Pludselig kunne vi se, hvorfor nogle mennesker kommer på disse kanter år efter år.

Efter en udfordrende kørsel fra P-pladsen og ud på motorvejen kom vi hurtigt de ca. 160 km tilnæste stop: Aix-en-Provence. - Faktisk kom vi i så god tid, at vi kunne tage hul på stedets program ved at gå ind til Granet-museet, som desværre igen er et eksempel på total fotoforbud. Til vores overraskelse er det et tilløbsstykke med lang kø på billetkontoret og sikkerhedstjek som i en lufthavn. Vores anledning var først og fremmest Paul Cézanne, en central skikkelse i malerkunstens historie som overgangsfigur mellem figurative billeder og abstrakt billedkunst. Især var han den store inspiration for impressionister og de vilde (fauvister). Granet-museet er i perioden 13/6 - 13/10 2013 præget af særudstillingen "Le Grand Atelier Du Midi", eller på engelsk: "The great workshop of the Medi", dvs. Middelhavsområdet. Undertitel: Fra Cezanne til Matisse. Alle tiders udstilling!

Dag 11 (torsdag): Aix-en-Provence, Cezannes Atelier og Vasarely-museet (cirka).

Vi tillod os at snue indtil ved 8:30-tiden (!) og havde undervejs besluttet os for, at første mål skulle være Cezannes Atelier, der ligger i den nordlige del af Aix (vi bor i den sydlige). Vi skulle følgelig gennem hele byen (suk), hvilket - hver gang - er en satsning af kofangere, skærme og døre, jf. billeder. GPS-damen var i hopla, men en lille uopmærksomhed fra førerens side (mig) medføre for tidlig svingning til venstre. Damen tegnede straks vejen tilbage til ruten, men den gik rundt om universitetet i et virvar af parkerede biler og en ensrettet gade. Til min forbavselse førte den ind gennem (i viste det sig) en P-hus lignende bygning. Vi var dårligt nok kommet ind, før en port gik i bag os... En fælde var smækket, ingen mulighed for at åbne porten igen; der var både mørkt og dødsens stille... På en nødudgang hang en falmet seddel med et telefonnummer, og med rystende hænder fandt jeg mobilos frem, men så dukkede der en mand op. Han forstod vist ikke, hvad jeg sagde, men fattede godt nok situationen. En ny mand dukkede nu op på scenen; denne gang en bilejer, der skulle ud af P-huset. Han trykkede bare på en fjernbetjening, porten åbnede sig, og vi forlod skyndsomst fælden igen. - Det viste sig så, at en bil havde været parkeret (stoppet) der, hvor vi skulle være kørt gennem, ganske som GPS-damen ønskede, så nu gik det helt fint igen. Ak, ja.

Med kun de normale (dvs. vanvittige) trafikale udfordringer fandt vi frem til Cezannes Atelier, som han i sin tid byggede uden for byen. Nu er stedet opslugt af både by og træer/buske, så det næsten er overgroet. Stedet er så søgt, at man bliver lukket ind i hold - med forbud mod enhver form for indendørs fotografering, men heldigvis kunne jeg finde glimrende billeder på Nettet - og de indgår derfor i vores album. Atelieret står som ved Cezannes død, og faktisk kan man genfinde mange af rekvisitterne på han billeder, så det skal nok passe. Cezanne byggede stedet ("l'Atelier Des Lauves")til egne behov med et atelier på ca. 50 m2. Der er et meget stort vinduesparti mod nord og mindre mod syd, som tilsammen gav ham samme naturlige lysvirking som udendørs. I dette rum færdiggjorde han bl.a. de såkaldte "Baigneuses", tre store billeder af badende (nøgne, naturligvis). - Rummet var forsynet med en står åbning, så de store format kunne færdiggøres på stedet og alligevel komme ud derfra. God oplevelse.

Kursen blev så sat mod et museum med kunst af en hel anden og noget senere art: Optisk kunst, skabt af Victor Vasarely, med eget museum, Fondation Vasarely. Her må man godt fotografere, jf. album.

Dag 12 (fredag): Aix - Albi, Toulouse-Lautrec - museet og domkirken i Albi.

Vi ankom til hotellet i Albi så betids, at vi nemt kunne nå Toulouse-Lautrec museet. Hotellet ligger bekvemt i en stor rundkørsel, men desværre var alle P-pladser optaget. Vi besluttede derfor at køre ind til centrum, hvor museet ligger, og så håbe på bedre held ved tilbagekomsten. Planen virkede udmærket; et P-hus lå lige ved museet, som - også - har forbud mod fotografering af enhver art. Albi er Lautrec's fødeby, hvilket sikkert er grunden til, at Paris ikke har gaflet alle værkerne og kun levnet de sædvanlige afgnavede ben. Museet 'bor' i et imponerende og urgammelt bispe-slot nabo til domkirken. En koncentreret oversigt over indholdet kan ses her. Grev Henri de Toulouse-Lautrec (1864 - 1901) blev som 15-årig invalid. Han døde af syfilis og alkoholisme i 1906, kun 36 år gammel. Alligevel formåede han at udødeliggøre sig selv og en lang række af sine samtidige i Paris. At dømme ud fra de udstillede værker må han have været umådelig produktiv i de små tyve år, han arbejdede.

Domkirken, Cathédrale de Ste-Cécile, er i absolut verdensklasse, både af størrelse og udsmykning. - Ribe Domkirke virker i sammenligning hermed nærmest som en portnerbolig. Iflg. denne engelske wiki-artikel er den den største murstensbygning i verden. - Billedet på nævnte wiki giver også et udmærket indtryk af størrelsen.

Biltur i franske byer giver mange 'oplevelser', heraf ganske mange skræmmende, men vi er efterhånden i nogen grad hærdede, og vi kan jo kun gøre vort bedste ved at køre forsigtigt.

Da vi skulle hente bilen i P-huset, var indgangsdørene låst... Nå, der var også et tastatur og et opslag, hvoraf det fremgik, at man kunne låse døren op vha. et nummer på P-billetten og tastaturet, egentlig ganske smart, idet folk uden gyldig ærinde jo så ikke kan komme ind til bilerne. Tilbage ved hotellet var der nu et par ledige P-pladser, så vi kunne parkere og tjekke ind på - viste det sig - et meget skuffende hotel, som ellers har tre stjerner. Heldigvis kun én nat. Album.

Dag 13 (lørdag): Albi - Cahors, bytur og besøg i Cahors.

Det var med lettelse, at vi forlod hotellet i Albi. Det havde tre helt ubegribelige stjerner, som alle burde rives af det; langt under det, vi er vante til, og som vi troede, vi betalte for. Til gengæld havde vi en smuk tur til Cahors, hvortil vi ankom allerede ved godt 11-tiden, dvs. tre timer før 'lovlig' tjek-ind tid, men den yndige dame/pige i receptionen sagde "pas de probleme" og stak os straks nøglen til et dejligt værelse (ledsaget af et stort smil).

Således stærkt opmuntrede gik vi en tur i byen, som vi kender så godt fra tidligere besøg: Domkirkepladsen, hvor der netop var lørdagsmarked (med risiko for at møde dronningen), og Pont Valentré, byens ældgamle vartegn, bygget i 1300-tallet. Allerede da vi gik over den langt yngre bro, Pont Louis Philippe, lagde vi mærke til flere velkendte kendetegn i fortovsbelægningen: Muslingeskaller - dvs. en pilgrimsrute til Santiago de Compostela. På hjemturen opdagede vi ydermere en pilgrimsmodtagelse i en lille bygning på broen, jf. album.

Ved 14:30-tiden kørte vi ud til Camping Rivière de Cabessut, hvor vi har camperet adskillige gange gennem mange år, sidste gang for ni år siden. Vi kom efterhånden til at kende indehaverne så godt, at de flere gange har besøgt os i Esbjerg, så nu ville vi lige aflægge en uanmeldt genvisit. Vi havde dårligt parkeret bilen, før madame i arbejdstøj kom susende på en havetraktor, og straks efter kom også monsieur. Der blev kysset og krammet med smask og det hele, så det kunne høres vidt omkring. Vi fik kaffe, kage og en slags snak (de taler absolut kun fransk); det var meget hyggeligt og en rigtig god oplevelse. Campingpladsen er tydeligvis en stor succes, meget velpasset og smuk (billeder!) . Den er overdraget til en søn og svigerdatter, men de to seniorer er vist lige så meget med i den daglige drift som altid. Et udpluk af dagens oplevelser kan ses i det tilhørende album.

Dag 14 (søndag): Rocamadour, undervejs til Vitrac nær Sarlat ved Dordogne.

Vi tog en omvej til Rocamadour, der måske har Frankrigs mest særegne beliggenhed, idet det er en by i tre etager: 1. sal er en landsby, der er én lang gade, 2. sal er ét stort kirke- og pilgrimsområde og så endelig 3. salen = slotsområdet. Det hele bygget ved, på og ind i en lodret klippevæg. - Franskmænd har altid været lidt skøre, eller også har de haft en anelse om, at turisme ville udvikle sig til landets største indtægtskilde. De har i særklasse en veludviklet sans for at hive penge op af lommerne på turister: Med byens særegne "jorbundsforhold" er der selvsagt tusindvis af trappetrin, hvis man vil op/ned mellem etagerne. Driftige folk har derfor bygget elevatorer, der i dag (formentlig) indtægtsmæssigt slår alle guld- og diamantminer i Sydafrika - tilsammen.

Rocamadour er et sted, som pilgrimme valfarter til, idet der her er sket stribevis af mirakler. Den store trappe mellem 1. og 2. sal kaldes også håbets trappe, og det virker bedst, hvis man kravler op ad den - på sine knæ, hvad flere af Frankrigs konger har gjort. Men de har helt sikkert også været syndere i megaklassen. I wiki-opslaget er der en liste over de pågældende. - Jytte kunne huske, at hun for ni år siden havde bedt om en (mirakuløs) løsning af hofteproblemerne, uden at det hjalp det mindste, men hun jo heller ikke katolik.

Vi kom til Maria-kirken, netop som søndagens messe var i fuld gang. Der er altså mere "svung" over en katolsk messe end vore gudstjenester. Man bliver helt forskrækket, når alle mennesker pludselig springer op, slår korsets tegn og siger "amen", sådan fuldstændig synkront. Der var også et kor, der sang helt fantastisk.

Desværre betød søndagen også omslag i vejret med et kraftigt fald i temperaturen, overskyet og med byger (det ses på billederne). -Men jeg glemte helt at fortælle om aftensmaden i Cahors. Vi havde på forhånd orienteret os lidt i spisekortet (for at undgå den totale ruin), men da vi så fik det udleveret ved bordet (vi lod her som om vi aldrig havde set det før), opdagede vi, at de også tilbød "grenouilles", hvilket betyder frølår og gode, meget gamle minder fra Paris, vist tilbage i 1979. Jamen, det var et fantastisk måltid. Rocamadour album.

Dag 15 og 16 (mandag og tirsdag). Sarlat og ved Dordogne-floden.

Desværre stadig dårligt vejr, som har hæmmet os lidt i vore bevægelser og udbytte af opholdet disse to dage. Men vi fik uden problemer udsøgt og købt nogle af de lokale specialiteter, som vi har lært at sætte så megen pris på. Vi fik også (gen-)set Sarlat og andre skønne lokaliteter ved Dordogne-floden, jf. album.

Vi bor ellers på et dejligt hotel med mange faciliteter, hvis fulde udnyttelse desværre forudsætter bedre vejr, men vi har da - langt om længe - for alvor slappet af fra museumsbesøg og fået holdt lidt ferie, før den lange tur hjem, som påbegyndes i morgen. I dag talte vi for første gang siden afrejsen med nogle danskere (Ved Josephine Bakers slot, Château Milandes). De var på vej til Spanien og kunne berette om 6-8 timers ophold i køer i Tyskland. Vi krydser fingre.

Hjemme igen - tid til eftertanke.

Godt og vel 5.500 udfordrende km over atten dage. En perlerække af muséer (Her vinder München stort! Men vi var så heller ikke i Paris.), skønne byer og flotte landskaber. Næsten lige så mange forskellige hoteller som antal dage og ditto restauranter.

Vi har på denne rejsemåde selvsagt mødt vældig mange "servicepersoner" på muséer, hoteller, restauranter og i butikker med videre. Altså rigtig mange muligheder for dårlige oplevelser, men, som vi talte om på vejen hjem, vi har ikke haft et eneste kedeligt tilfælde. Tværtimod har vi uden undtagelse mødt meget stor venlighed og hjælpsomhed, og dette jo på trods af, at vi sikkert har været lidt bøvlede som følge af sproglig uformåenhed. Dette er alt sammen i skærende modstrid med udenlandske turisters tilsvarende oplevelser i Danmark (København), offentliggjort for få uger siden. Og da vi i høj grad skal leve af netop servicefag, er der meget at lære ved at tage på en tilsvarende tur, som vi nu har afsluttet.

Vi har selvsagt også "mødt" et utal af andre turister, der næsten uden undtagelse var jævnaldrende eller, for måske de flestes vedkommende, endnu ældre. Det fik os til at fundere over den såkaldte ældrebyrde. Jamen, det er jo vanvittigt: Vores aldersgruppe repræsenterer det rene og uhæmmede forbrug! Uden os ville størsteparten af hotellerne og resturanterne i verden omgående gå fallit. Museerne kunne også lige så godt lukke, og hvad med toge, fly, bilindustrien osv.? - En (tænkt) elimimering af alle over 60 år ville få finanskrisen til at tage sig ud som en fest sammenlignet med det sammenbrud, der ville være følgen.

Det er ni år siden, vi sidst var i Frankrig, men det var et dejligt gensyn. Der er en charmrende vitalitet over den franske befolkning, den måde de taler på og i deres kropssprog. De udstråler energi og nærvær i samværet med andre mennesker i langt højere grad end vi danskere. De er velklædte, høflige og i langt mindre grad overvægtige. Hvorfor mon turismen i DK stagnerer?

På motorvejene undrede vi os over et meget stort antal "vildtbroer" udelukkende bygget for at rette op på den spærring, som motorvejene jo udgør for vildtet.

En virkelig god ferie (det er de nu alle sammen, var vi enige om på hjemturen) med super oplevelser på mange fronter, men måske et lovligt hårdt program, alderen taget i betragtning.

Til slut en særlig tak til GPS-damen, uden hvem en sådan tur slet ikke ville være mulig!