Lüneburger Heide, 15. - 20. juli 2009.
Skal – skal ikke, tiden var skredet, der havde været så meget og bla-bla. Juni var derfor gået uden mulighed for den årlige cykeltur. Desuden har et knæ drillet siden november sidste år, hvilket har betydet afbrydelse af de daglige 10-km spadsereture, så grundform og kondition er ikke, hvad den plejer at være. Endelig var vejrudsigten heller ikke just i cykelturshjørnet… Kort sagt turen hang i en meget tynd snor.
Men på trods af al denne jammerlighed endte det jo alligevel med det udvidede helbredstjek, som jeg også ynder at se turene. Og et langt stykke ad vejen viste alle bekymringerne sig som sædvanligt at være forgæves: Vejret var ideelt, knæet holdt og konditionen bedredes i løbet af få dage.
For første gang var der ikke lagt en rute langs en flod. I stedet var målet Lüneburger Heide, der groft sagt ligger mellem byerne Hamborg - Hannover og floderne Elben – Weser. Denne såkaldte hede minder meget om Vestjylland, en flad sandjordsslette, der mestendels er opdyrket og beplantet. Og så er der godt gemte hede områder, som jeg faktisk slet ikke så, da de åbenbart ligger langt fra alfarvej… Jeg har læst, at en del heraf er gjort bilfri, en bestemmelse der håndhæves af ridende politi. For et par år siden mødte jeg faktisk to betjente til hest et øde sted - et ret flot syn hvis man ellers har rent mel i posen.
Ruten kom dermed til at se således ud:
Om ikke en rundtur, så i det mindste et stort sving.
Etapen fra Bremervörde til Soltau viste sig at løbe op i godt 90 km med en noget uheldig vindretning, hvilket var mig mere end nok. Oven i købet havde jeg et par hændelser, der sagtens kunne have sat en stopper for resten af turen: På heldigste vis undveg jeg med nød og næppe en bil, der kørte ud foran mig på cykelstien, og i Soltau kørte jeg ind i en lygtepæl med så stort spektakel, at flere biler stoppede op for at se nærmere på klovnen. Helt ubegribeligt skete der ikke større skader hverken på lygtepæl, cykel eller klovn (mig)…
- En af fordelene ved at overnatte i de lidt større byer er muligheden for at bruge turistkontorerne, der er fantastisk effektive og hjælpsomme mht. at skaffe et udvalg af hotelværelser, som man så kan vælge mellem – samt naturligvis udpege seværdigheder til den tid, der måtte være til rådighed.
Tyskerne kan det der med idyl i deres byer .
I Rotenburg (Wümme) nød jeg en velfortjent frokost (fadbamse + stegt camembert med masser af frugt, sjældent set eller smagt bedre...).
Mellem Soltau og Celle ligger Bergen-Belsen, en af de mest kendte kz-lejre, bl.a. på grund af Anne Frank, der er blandt dens utallige ofre. Siden sidste besøg for nogle år siden er der opført et stort informations- og dokumentationscenter, der burde være tvunget mål for holocostbenægtere. Nyt for mig var i øvrigt de forbrydelser, som de sovjettiske krigsfanger blev udsat for. Ganske vist blev de ikke sendt direkte i gaskamrene, men de omkom i hundredtusindvis som følge af underernæring, mangelfuld indkvartering og lægehjælp; altsammen naturligvis i strid med internationale krigsretsregler. Selve området med massegrave og mindesmærker er en mærkelig kontrast til de uhyrligheder, som har fundet sted: Smukt, idyllisk og fredfyldt. Man må også glædes over, at det er overordentlig velbesøgt. Også af tyskere. De sidste ca. 15 km til Celle forløb på cykelsti langs floden Aller på Aller Radweg, der i sig selv sagtens kan være målet for en cykelferie.
Celle.
Celle turistkontor ligger naturligvis i rådhusbygningen (gl. rådhus) lige i centrum af Altstadt, og i løbet af no time havde jeg fået et glimrende værelse fem minutters gang derfra - på et hotel (Nowak & Domino) ejet og drevet af et ungt dansk par. Fruen laver selv maden - og den er i særklasse god! Har f.eks. ALDRIG fået bedre (og større) stjerneskud!
Celle har en mere end 1000 år lang historie bag sig. Den kalder sig fremdeles "Residenzstadt Celle", selv om det er flere hundrede år siden den var det, altså residensby for herskeren (først hertugen af Sachsen-Wittenberg, senere kurfyrsterne af Lüneburg). - Ordet "kurfyrste" betyder "valgfyrste", hvilket ikke betød at de skulle vælges, men at de havde stemmeret ved valget af de tysk-romerske kejsere.
.jpg)
Caroline Mathildes sarkofag.
I 1705 uddøde slægten imidlertid og fyrstendømmet gik i arv til den hannoveranske fyrsteslægt, hvorefter slottet stod tomt indtil oktober 1772, hvor dronning Caroline Mathilde flyttede ind efter hendes forvisning fra det danske hof pga. affæren med Struense. Men hun døde allerede i maj 1775 af skarlagensfeber, kun 24 år gammel. Hendes kiste står i fyrstekapellet i kirken St. Marien et par hundrede meter fra slottet. Det var hendes bror, der var prins af Wales og senere konge af England (Georg III), som lagde pres på den danske regering og kongehus og derved udvirkede, at CM fik mulighed for at komme til slottet i Celle med hof.
Mindesmærket blev opstillet i 1784 på initiativ af den lüneburgske adel.
I den franske have, også i centrum, er der opstillet et smukt mindesmærke i marmor for hende. Celle havde store forhåbninger til CM's hof, idet et hof på slottet også var af stor betydning for byen. Hun nåede på den korte tid at blive meget vellidt, idet hun gerne plejede omgang med byens borgere, herunder ikke mindst børn. Hun havde jo måttet forlade sine egne to børn i DK, og var oven i købet forbudt samkvem med dem. Så hendes alt for tidlige død var et stort tab for Celle.
Celle er en smuk, charmerende og interessant by, der absolut er et besøg værd. Og så ligger den kun 4-5 timers kørsel fra DK.
Uelzen.
Mellem Celle og Lüneburg ligger Uelzen, der har noget så forrykt som en banegård, der alene er en rejse værd...
Banegården er oprindeligt fra 1880'erne, men blev med Hundertwasser som arkitekt renoveret som en del af EXPO2000 som et miljøprojekt
Når man som dansker er vant til, at banegårde er noget, der lugter af pis, er hel-/halvsnuskede og fungerer som varmestuer for farverige "personligheder" uden fast adresse, er tyske banegårde en åbenbaring, der viser, at sådan behøver det altså ikke at være, jf. albummet fra denne banegård.
Lüneburg.
Fra Uelzen fulgte jeg Elbe-Seitenkanal, der også går lige forbi Lüneburg, og dermed forsyner den med en havn. På begge side af kanalen tjener serviceveje som perfekte cykelstier, så 30-40 kilometer er tilbagelagt på ingen tid. Den samlede strækning Celle - Lüneborg var iflg. min triptæller 103 km, og de gik faktisk som en leg - konditionen var ved at være på plads igen, og jeg var på turistkontoret allerede inden kl. 16 og fik et beskedent hotelværelse et par hundrede meter fra banegården, hvorfra jeg tog toget til Esbjerg ved middagstid næste dag. Men det gav så adskillige timer til at få kigget nærmere på Lüneburg.
Den har naturligvis en lang og glorværdig historie, der ikke mindst har med salt at gøre. Saltet var simpelthen grundlaget for byens udvikling og rigdom i over tusind år. Salt skulle der bruges enorme mængder af, da saltning næsten lige så længe var langt den vigtigste metode til at langtidsopbevare kød og - ikke mindst - fisk med. Og fra Lüneburg til Østersøen og dermed enorme forekomster af sild er der ikke langt, jf. de årlige sildemarkeder (Skånemarkedet) mellem Skanør og Falsterbo mellem 1100 og 1500, hvortil der skulle bruges kolossale mængder af salt. (Salt blev naturligvis derfor også pålagt en skat af kongen).
Saltet blev især udskibet fra Lübeck og vejen mellem de to byer kom naturligvis til at hedde saltvejen, eller nu Den Gamle Saltvej. Lüneburg har naturligvis nu et saltmuseum, som jeg desværre ikke nåede at besøge, men det kommer!

Byen har masser af indbydende miljø og dertil hørende restaurationsliv.
Foruden de sædvanlige smukke bindingsværkshuse, er der også en masse flotte stenhuse med fantastiske gavle, der altid vende ind mod gaden, eller pladsen, for rigtigt at prange.
Datoen for hjemrejsen var velvalgt: Det var er herrens vejr med storm, regn og hagl. Cykelturen 2009 blev kort men vellykket og bekræftede endnu en gang, at vi har en masse pragtfulde feriemål få timers bilkørsel væk.