London, 7. - 10. juni 2011, museer og arkitektur.

Impulsen til turen kom fra en helsides artikel i Weekendavisen forleden: "Skønhedens apostle", #19, 13. maj 2011. Den handler om Arts and Crafts, der lagde grunden til Art Nouveau eller Jugendstil, som vi netop havde haft på programmet i kunsthistorie - og som i dens særlige ungarske aftapning havde optaget os ganske meget i Budapest for en måned siden.

Vi bookede skyndsomst flybilletter hos Ryanair til Stansted, busbilletter til London og tre nætter på et velbeliggende hotel i Bayswater samt en enkelt nat hos Anne og Co., når vi nu var i nabolaget. Det hele gik som smurt. Flyet afgik fra Billund kl. 10:50, og vi var fremme ved hotellet lidt før kl. 14, tjekkede ind og tog undergrunden til Tottenham Court Road, hvor Foyles, en af verdens største boghandeler, ligger med sine ca. 50 km boghylder fordelt på fem kæmpestore etager. Vi skulle lige bruge en bog om London-arkitektur - og fandt hurtigt den helt rigtige.

Fra Foyles tog vi undergrunden til Kings Cross, der er mere eller mindre sammenfiltret med St. Pancras, en af Londons mange store banegårde fra sidst i 1800-tallet. En lidt kortere version på dansk er her. Banegården blev bygget for at betjene "Midland", dvs. East Midlands og Yorkshire og åbnede i 1868. På dette tidspunkt kunne den byde på den banegårdsgal i verden med det største buespænd, nemlig 72 meter med en længde på 207 meter og en højde på 30 meter. Hallen er konstrueret af et elegant smedejernsskelet med et tag, hvoraf den øverste tredjedel er glas, der giver hallen et lidt drivhusagtigt præg.

Banegården var i 1960'erne nedrivningstruet men så rejste der sig en storm af protester. Succes'en blev imidlertid sikret ved at Highspeed forbindelsen mellem Paris og London gennem kanal tunnellen fik St. Pancras som terminal. Med stop på ruten, bl.a. i Bruxelles, varer turen London-Paris 2 timer og 15 min. Fra Kings Cross undergrundsstationen kommer man videre til London-destinationer på ingen tid. Beundringsværdigt.

Efter at have set os mæt i disse omgivelser forekom det os at vi havde brug for at slappe lidt af og sondere omgivelserne i Bayswater nærmere. Dette indebar en spadseretur i de nærliggende Kensington Gardens med Kensigton Palace, der er ved at blive renoveret og som vil blive Kate og Williams officielle bolig i London. Paladset var, som det sikkert er de fleste bekendt, prinsesse Diana's bolig efter skilsmissen med prins Charles.

Vi var enige om, at aftensmaden skulle indtages på en pub og bestå af Englands nationalret: Fish and chips - og det var rigtig godt, men så tog det dem også godt en time at tilberede denne ganske simple spise. Til gengæld var de hurtige til at levere øl til bordet...

Onsdag den 8. juni - The Cult of Beauty, særudstilling på V&A-Museum.

Udstillingen var turens hovedmål, men vi var helt på det rene med, at vi i hvert fald ikke holder mere end max. tre timer på en udstilling; resten af dagen var derfor sat af til Greenwich, hvor vi ville kigge på nærmere udvalgte (arkitektur-) historiske bygninger.

V&A åbner kl. 10, og billetterne var hurtig købt. Fotografering er generelt tilladt på dette museum, men bandlyst på særudstilligen, så jeg har måttet finde de viste billeder på Nettet, og uden billeder er det helt umuligt overfor andre at illustrere, hvad Arts and Crafts går ud på.

Bevægelsen - som det blev - var et oprør mod Victoria-tidens ret fastlåste rammer for kunst og kulturliv. Den bestod af en kunstnergruppe, som ud over malere, arkutekter, kunsthåndværkere også omfattede datidens største kendis, den altid skandaleombruste Oscar Wilde. Alle havde fået mere end nok af tidens grimhed, materialisme og bornerthed. I stedet dyrkede de kunst for kunstens egen skyld, og nøgleordet var skønhed uden moralske bagtanker. De redefinerede samtidigt hvad skønhed er. Forsiden af udstillingsprogrammmet giver naturligvis et udmærket eksempel på, hvordan de mener, et maleri skal se ud: Frederic Leighton's Pavonia. Til gengæld er det også programmets eneste afbildning af de udstillede værker, men museets butik sælger et stort, flot og udførligt udstillingskatalog på 2-3 kilo, som vores håndbagage desværre ikke levende plads til.

Art and Craft (Kunst og Håndværk). Som følge af industrialiseringen i England blev forbrugsartikler i stigende grad fremstillet gennem masseproduktion, der igen medførte en kvalitetsforringelse. Denne tendens blev blev især kritiseret af John Ruskin (1819-1900), der var historiker og arkitekturkritiker og bl.a. skrev The Seven Lamps of Architecture (1849) om grundreglerne for god arkitektur. Verdensudstillingen i London 1851 skabte samtidig opmærksomhed omkring den folkelige kunst, og i 1859 tegnede arkitekten Philip S. Webb "Red House" i Kent til vennen William Morris (1834-96). Dette hus blev et vendepunkt inden for arkitektur. Det stod med blanke, røde mursten, upudset og uden pynt såsom gotiske former, f.eks. pyntespir og skydeskår mv.

Det lå i Arts and Crafts bevægelsen - med dens fokus på skønhed - at den beskæftigede sig med alle de ting, vi som mennesker omgiver os med, dvs. foruden maleri og skulptur også møbler, tapeter, tæpper, husgeråd, oversættelsr og bogtryk samt skrifttyper. De mere politisk motiverede udøvere var forargede over fattigdom, ulighed og optaget af at gå "tilbage til naturen", hvor de levede som landmænd og udøvende håndværkere. Malerierne omfattede tillige ofte indramninger, der så var en del af værket.

Albummet "The Cult of Beauty" indeholder et mindre udsnit af, hvad man kan/kunne se på særudstillingen.

Vi var enige om, at udstillingen var fremragende og så absolut turen værd. Et udmærket eksempel på, hvorledes kunsthistorie kan være en øjenåbner og inspirationskilde, idet vi med sikkerhed ellers ikke hæftet os ved omtalen i Weekendavisen.

Greenwich.

Vi kan lige så godt tilstå, at Greenwich-afstikkeren ligeledes skyldes gennemgang af visse engelske arkitekter på samme kursus (som strækker sig over mange år...), nemlig Inigo Jones (1573-1652) og Christopher Wren (1632-1723).

Wikipedias danske artikel om Inigi Jones er yderst kortfattet: Inigo Jones var en engelsk arkitekt, maler og teaterdekoratør. Han regnes for én af de første engelske betydningsfulde arkitekter og han var blandt de første englændere, der studerede arkitektur i Italien. Han revolutionerede englændernes forestillinger om, hvordan en bygning skal se ud, ved at indføre den italienske Palladio-stil i det engelske gadebillede. Til hans kendeste bygningsværker hører The Banqueting Hall (1619-1622) i Whitehall, London, St. James' Palace (1623-1627) og The Queen's House ved Greenwich Palace, der stod færdigt i 1635. Den engelske artikel er anderledes omfattende og kan læses her, hvor der desuden er billeder af en del af hans værker. Det kan supplerende oplyses, at Inigo Jones i en periode var beskæftiget hos Chr. IV, og at The Queen's House blev opført til dronning Anne af Danmark, gift med den engelske konge, James I af England - og søster til Chr. IV.

Bygningen, der var inspiret af den italienske renæssance, gav impulser til et brud med det hidtil gældende paradigme, og dannelsen af et nyt. Blandt hans øvrige (let tilgængelige) London-huse kan især peges på The Banqueting Hall i Whitehall.

I samme paladsområde ned til Themsen, og med The Queen's House som en del af hele layout'et ligger Christopher Wren's Greenwich Hospital.

Det fremgår af billedet, hvorledes anlægget er bygget om en akse, der går gennem The Queen's House, som ses mellem de to symmetrisk anlagte dele af slotskomplekset.

Billedet er taget med ryggen til og få meter fra Themsen. Ganske tæt på ved floden ligger museumsskibet, te-clipperen, Cutty Sark. Hun var berømt pga. sin hurtighed, når der hvert år var kapløb om (og store penge i) at komme først med den nye te-høst til London. - Vi kender det i mindre målestok med de første Samsø-kartofler og Beaujoulais-nouveaux...

Sir Christopfer Wren er måske den mest legendariske af alle engelske arkitekter. Han blev 90 år gammel og kombinerede sine alsidige begavelser med en kolossal energi. Efter Londons brand i 1666 var der et næsten ubegrænset behov for genrejsning og nybyggeri. Han tegnede og byggede således 51 kirker, herunder den enorme Saint Paul's Cathedral, der opførtes 1675-1710. Som kongelig arkitekt og bygningschef er der næsten ingen ende på de byggerier, han tegnede og fik opført. - Den Store Danske har følgende artikel om ham: Christopher Wren, 20.10.1632-25.2.1723, engelsk arkitekt og videnskabsmand. Wren begyndte sin karriere som matematiker og var fra 1657 professor i astronomi, først i London og 1661-73 i Oxford. Han var et fremtrædende medlem af den kreds af videnskabsmænd, der i 1660 stiftede Royal Society. Wren huskes dog i dag som sin tids dominerende arkitekt i England, fra 1669 leder af det kongelige byggeri. Hans første værk er auditoriebygningen Sheldonian Theatre i Oxford (1663-69). Efter Londons brand i 1666 lavede han en helt moderne plan for byens genopbygning, der dog ikke kom til udførelse. Derimod genopbyggede han ca. 50 af byens City Churches, fx Saint-Mary-le-Bow (1670-80), rigt varierede i plan og opstalt, ikke mindst tårne og spir. Wrens hovedværk er den kolossale Saint Paul's Cathedral (1675-1710), hvor han også selv er begravet. Endvidere opførte han bl.a. Royal Hospital, Chelsea (1682-91), en stor udvidelse af Hampton Court Palace (1689-1718) og Greenwich Hospital (1697-ca. 1715) nær Royal Greenwich Observatory, som han havde påbegyndt 1675. I Oxford føjede han Tom Tower (1681-82) til portpartiet i Christ Church, og han byggede Trinity College Library, Cambridge (1676-84). Mange af hans værker fuldførtes af eleverne Nicholas Hawksmoor og John Vanbrugh.

Regent's Park

Navnet viser hen til The Prince Regent, dvs. George IV, der var konge 1820-30, men som desuden regerede i perioden 1811-20 som følge af faderens sindssygdom, altså en parallel til kronprins Fredrik/Chr. VII af Danmark.

George var vist nærnest det vi i dag ville kalde en skidt knægt, berygtet for sit privatliv og udsædvanligt ekstravangante livsførelse. Til gengæld magtede han ikke at tage sig af politik og overlod styret til parlamentets konservative politikere. Men han var desuden (eller ved siden af) stærkt optaget af kunst, og tiden som prinsregent gav navn til en periode eller æra i England: British Regency, nemlig 1811-20, undertiden dog også den noget længere periode 1795-1837, der var karakteriseret ved specifikke udviklinger inden for britisk arkitektur, litteratur, mode, politik og kultur. London blev - som hovedstad - i høj grad præget af perioden og foruden Regent's Park blev Regent Street direkte navngivet efter perioden/manden. Tiden derefter kender vi som Victoria-tiden, der rakte helt ind i det 20. århundrede og omfatter således også Arts and Crafts bevægelsen.

Regent's Park er en del af en større byplanlægning (i 1818!) for et område af London omfattende en pragtgade, Regent Street, der går fra prinsregentens palads, Carlton House i St. James's tæt på parken af samme navn og Regent's Park. Carlton House er senere revet ned og i 1827-32 erstattet af Carlton Terrace, tegnet af John Nash, skaberen af hele planen på opdrag af prinsregenten, jf. tegningen til venstre, hvor man relativt let genkender mange af de centrale gader, bygninger, parker og pladser i London.

"Den Store Danske" er vanen tro kortfattet indtil det ubrugelige: John Nash, 1752-1835, britisk arkitekt. Hans talrige bygninger omfatter både stråtækte cottages og villaer i landlig italiensk stil, slotte i middelalderlig stil med gotiske vinduer og skydeskår (hans eget East Cowes Castle på Isle of Wight, påbegyndt 1798) samt Royal Pavilion i Brighton i "indisk stil" (1815-23). I London prægede han bybilledet med anlæggelse og bebyggelse af Regent Street og de store klassicistiske terrassebygninger ved Regent's Park (påbegyndt ca. 1810) samt Buckingham Palace (1825-30, senere ombygget). For Wiki's engelske omtale se her.

Vort mere begrænsede mål var Regent's Park og nogle af Nash's "rækkehuse" (terrace's), der er en del af masterplanen for området. Vi tog undergrunden til Baker Street, Sherlock Holmes' hjemmebane og løb da også omgående på en stor statue af ham.

På vejen til parken passerede vi Madame Tussaud med en kæmpe kø foran billetlugerne, men det kunne vi jo heldigvis være ligeglade med. Strengt taget havde det nok været bedre at vælge stationen Regent's Park, idet vi så havde set den halvcirkelformede plads omgivet af Nash's pragtbygninger, men det må blive en anden gang, hvor vi vil tage hele turen fra Picadilly Circus ad Regent's Street til Regent's Park - uden at lade (en af) os distrahere af ellers uimodståelige butikker.

På Schmollinger-kortet fra 1833 ses parken og den tilstødende bebyggelse. Cumberland Terrace ligger mod øst i en nord-syd gående gade. I en halvcirkel nord om parken ses desuden Regent's Canal, der forbandt Vestlondon med Themsen i øst. Den første fase af Regent's Canal åbnede i 1816.

Det cirkelrunde område i midten af parken var oprindeligt (og i henhold til kortet) en planteskole, som meget senere er afløst af Queen Mary's Gardens; de omfatter bl.a. nogle store og meget smukke rosenhaver, jf. albummet.

John Nash havde oprindeligt forestillet sig, at prinsregenten skulle have et palads i parkens vestside lige over for Cumberland og Chester Terrace, som derfor ville være ekstremt attraktive. Salget af disse pragtboliger var i virkeligheden en vigtig finansieringskilde for hele projektet. - Nash var i virkeligheden datidens developer.

 

De såkaldte terrasser er i virkeligheden rækkehuse, der stadig benyttes som - MEGET - dyre privatboliger. Fornemst er midterhuset, der vises hosstående, og som med al rimelighed kan kaldes herskabelig - og for liebhavere...

 

Fra parken tog vi undergrunden til Charing Cross og Trafalgar Square, hvor National Gallery ligger som et græsk tempel. Vi mangler endnu at finde ud af at omgås den slags museer; de er ganske enkelt enormt udmattende, og efter 2-3 timer er man lige til lossepladsen, samtidigt med, at man bare slet ikke er færdig med det... Og så var vi endda denne gang nogenlunde forberedt - kunsthistorien igen. Vi lagde ud med Titian, Leonardo da Vince og den slags drenge, gik videre til Caravaggio, Vermeer, Veláquez (The Rokeby Venus!) og Rembrandt. Pustede ud og slæbte os ind til de store engelske portræt- og landskabsmalere Gainsborough, Hogart, Turner og Constable, der levede i samme periode som Monet og Van Gogh osv., osv. Om hver og en af dem er der skrevet hele biblioteker - som der hermed henvises til - tillige med, naturligvis, National Gallery selv. Som en lille smagsprøve, se ovenstående billede, der i øvrigt er ufærdigt i et lille område omkring Mrs. Andrews' hænder.

Efter en "Mc-frokost" med en tiltrængt overdosis af kulhydrater fandt vi mirakuløst nye kræfter til at tage til Saint Paul's Cathedral, vores ven Sir Christopher Wren's mesterværk. Vi nøjedes dog med at nyde katedralen udefra, jf. nogle af billederne i albummet, der også omfatter Trafalgar Square og Piccadilly Circus med Albert Gilbert's vingede Eros, eller rettere, Anteros, der er et glimrende eksempel på Art and Craft periodens kunst; endelig må der da også lige mindes om, at også Piccadilly Circus var en del af John Nash's master byplan, jf. ovenfor.

Hvis ovenstående efterlader indtrykket af 2½ ret hæsblæsende dage i London, er det ikke helt forkert. Men vi nød turen og skal helt sikkert tilbage igen, og igen, for også efter at The Cult of Beauty den 17. juli 2011 lukker døren efter sidste besøgende, kan man overalt i byen finde de mange aftryk, som skønhedens apostle har sat på den.